fbpx

Om Silkeborg Højskole

Silkeborg Højskole er et frirum med plads til at tænke selv – med tanke for andre

Når du efter et højskoleophold vinker farvel og går ud af hoveddøren på Silkeborg Højskole, bruser du forhåbentlig af glæde over det fællesskab, du er blevet en del af, og over de faglige udfordringer, du har haft de sidste fire måneder.

Endnu større er det, hvis du også mærker, at her var noget på spil: At højskolen er et eksperimentarium, et frirum, hvor livet ikke handler om nytte og perfektion, kompetencer og karakterer. I stedet handler det om i fællesskab at udforske og udfordre, hvad det vil sige at være menneske og samfund med muligheder og mangler.

Vi håber, at du på Silkeborg Højskole bliver forundret og udfordret, og at du oplever, du kan flytte noget og rykke dig selv sammen med andre. Så har vi sammen skabt højskole.

På højskolen bor vi sammen, spiser sammen, synger sammen, diskuterer sammen, fordyber os sammen og fester sammen. Netop dette gør forskellen mellem en højskole og en skole. Højskolen en øvelse i ansvar og fællesskab; det er en øvelse i at åbne op for muligheder for hinanden og for det samfund, vi er en del af.

Du har kvajepligt
På Silkeborg Højskole handler det ikke om at blive til noget, men til nogen. Her er eksamen eller karakterer erstattet med nysgerrighed og lyst. Fagligheden på fagene er vigtig, men fællesskabet og det vi skaber sammen, er lige så vigtigt.

Et højskoleophold er et åndehul, hvor du kan afprøve nye tanker, og hvor du kan tænke og ånde frit. Her skal være plads til at afprøve det, du er god til og knapt så god til.

Og vi har kvajepligt. Ikke at vi bevidst skal gøre noget dumt, men hvis vi aldrig træder ved siden af eller dummer os, er det nok fordi, vi aldrig har vovet noget. Og kun når vi vover noget, opdager vi nye sider af os selv, nye muligheder og nye fælles erfaringer.

Silkeborg Højskoles rødder
Silkeborg Højskole er oprettet i 1969 af FDF som en gave til den danske ungdom. Det folkekirkelige børne- og ungdomsarbejde udgør således skolens bagland. Det betyder, at vi har rødder i det det frivillige foreningsarbejde og i den kristne livstydning. Vi stiller dog ingen krav til, hvem du er, hvad du tror, tænker og mener. Højskolen er et sted, hvor vi mødes om det, vi er enige og uenige om, for at vi derved bliver klogere på os selv og hinanden.

Vi glæder os til at se dig, så vi sammen kan skabe forrygende højskole.

Silkeborg Højskole er med i Folkehøjskolernes Forening i Danmark, der driver websitet højskolerne.dk. Her kan du kan finde et overblik over alle højskoletilbud i Danmark.