Litteratur til tiden - Mød dansk litteraturs mest fremtrædende forfattere
28. juli – 3. august 2013
Oplev tidens litteratur – og mød dens forfattere. Silkeborg Højskole inviterer til et litteraturkursus, der sætter fokus på litteratur og forfatterskaber, der søger nye veje i det litterære landskab og nye forbindelser med den samtid, der skrives i.
Dette sommerkursus i litteratur lægger vægt på præsentationer, læsninger og diskussioner af nyere dansk litteratur sammen med forfatterne selv, kritikere, foredragsholdere og litteraturinteresserede i alle aldre og afskygninger. Mød Ursula Andkjær Olsen, Svend åge Madsen, Christina Hagen, Jørgen Leth, Amalie Smith, Theis Ørntoft, Harald Voetmann, Mads Mygind m.fl.
Ofte kræver den nyeste litteratur en revurdering af vores forestillinger om, hvad litteratur er, og hvordan man skal gå til den. Det er i særdeleshed sådanne forhold, kurset vil beskæftige sig med. Vi dykker både ned i den nyeste litteratur, møder debutanterne og deres tanker om det at skrive, ligesom vi fokuserer på den litteratur, der i flere år har manifesteret sig som vægtig og vigtig – måske især for den allernyeste litteratur.
Litteraturkurset henvender sig til alle, der ikke kan lade være med at læse og som ønsker at lade sig inspirere og udfordre af den litteratur, der har præget dansk litteratur i nyere tid - og de forfattere, der kommer til at gøre det fremover. Så hvad enten du er lystlæser, med i en læseklub, dansklærer, bibliotekar eller på anden måde arbejder med formidling af litteratur, så er kurset en oplagt mulighed for at stifte eller udvide sit bekendtskab med dansk samtidslitteratur, som den tager sig bedst ud anno 2013.
Centralt for kurset er samtalen med og omkring litteraturen. Flere af forfatterne vil være til stede hele ugen og indgå i programmet af flere omgange såvel som i det sociale. Der vil derfor også være mulighed for at få kritik på egne tekster i løbet af ugen. Samværet omkring de litterære diskussioner vil være grundlaget for kurset i en højskoleatmosfære med morgensang, foredrag, oplæsninger, studiekredse, måltider, udflugter, samtaler, aftenprogram og fest. Glæd dig f.eks. til:
- Forfattermøde, hvor vi i mindre grupper og uformelle rammer kommer helt tæt på de tre unge danske forfattere, Theis Ørntoft, Amalie Smith og Mads Mygind, der deler deres tanker om at skrive og svarer på spørgsmål om og læser op fra deres forfatterskab.
- Oplæsningsaften med bl.a. Ursula Andkjær Olsen og Harald Voetmann i de stemnings-fyldte rammer på KunstCentret Silkeborg Bad, hvor der også bliver tid til at nyde skulptur-parken og de aktuelle kunstudstillinger.
- Oplev forfatteren Christina Hagen i samtale med Jonas Møller om sit eksperimenterende og konceptuelle forfatterskab - og om at skrive i et sprog, der henter sin skønhed og gennemslagskraft i negativitet, drifter og ondskab.
- Mød forfatter, cykelentusiast og Tour de France-kommentator Jørgen Leth, der på sin egen elegante og engagerede måde læser op fra sin litterære produktion og fortæller om sin passion for cykelsporten som kunstart.
- Foredrag og samtale med Svend Åge Madsen om hans enestående og evigt eksperimenterende forfatterskab.
- ”Jeg stormed ud og købte øl” – en kombination af sangaften og ølsmagning, hvor vi synger de bedste sange fra højskolesangbogen, mens vi smager på og hører om nogle af de bedste specialøl fra de bedste danske mikrobryggerier.
Der vil løbende komme flere forfattere og programpunkter til. Følg med på www.silkeborghojskole.dk, hvor du kan læse mere om kurset.
Ud over litteraturkurset danner højskolen i samme uge også ramme om et andet sommerkursus. Kurserne er separate, men de vil være fælles om morgensang, enkelte foredrag, aftenprogram og festaften.
I øvrigt
- Højskolen råder over en lang række faciliteter (f.eks. svømmehal, fitnessrum, musikhus, biograf og kanoer), som man kan gøre brug af i ”ledige stunder”.
- Højskolens køkken serverer spændende og sund mad og vegetariske retter. Råvarerne er i vid udstrækning økologiske.
- I god tid før kursets afholdelse sender vi et deltagerbrev med nærmere oplysninger om højskoleugens forløb og en litteraturliste med de aktuelle bogtitler, der med fordel kan læses inden kurset.
- I samme uge som litteraturkurset afvikler højskolen kurset ”På cykel i Søhøjlandet”. ægtefæller eller andre, der gerne tager på kursus sammen, kan fint tilmelde sig hvert sit sideløbende kursus.
Velkommen til et unikt og inspirerende litteraturkursus!
Mads Mygind, forfatter
Jonas Møller, højskolelærer




