Canada Explorer

Højskole og rejseprojekt

Canada Explorer er et frilufts- og rejseprojekt for dig, der vil på højskole, men også drømmer om at komme ud at rejse. Med Canada Explorer får du indhold i dine rejsedrømme og et fællesskab at realisere dem i.

Vi flyver til Vancouver og begynder med en sejltur til Vancouver Island; en smuk ø med høje bjerge med tempereret regnskov og dybe fjorde med masser af småøer, sandstrande og rent og klart saltvand. Vi vil have gode muligheder for at opleve spækhuggere og andre hvalarter på ganske nært hold.

canada03

Herefter tilbage til fastlandet for at drage dybt ind i nogle af British Colombias nationalparker.
Wells Grey Park er den første nationalpark, vi besøger. Parken rummer regnskovsjungle, sneklædte højdedrag og store dybe krystalklare bjergsøer. Her kombinerer vi kanosejlads og vandring på en helt unik måde. Vi oplever spektakulære vandfald, fascinerende vandreruter i dyb, tæt regnskov og flotte udsigter på toppen af de sneklædte tinder, hvis du har viljen til at komme derop. Vi skal selvfølgelig tage vores forholdsregler, når vi vandrer i denne vildmark. Vi går i grupper med små bjørneklokker på, og vores mad og affald skal på lejrpladserne ud af teltene og gemmes væk i bjørnesikre beholdere. Men synet af en bjørn, der lunter af sted langs et vandløb, står på en klippeskråning eller leger med sin unge, glemmer man aldrig!
Wells Grey byder på mere end naturoplevelser. På Clearwater River er der mulighed for riverrafting – en adrenalinudløsende aktivitet, der giver rene og enestående naturoplevelser.

canada11

Fra den tempererede regnskov bevæger vi os nu af sted mod tindernes konger: Canadian Rocky Mountains. Vi skal vandre ad Berglake Trail op mellem 4 store gletchere. Tyrkisblå søer med isbjerge er blandt belønningerne for at arbejde sig 22 km langt og 850 m højt op i bjergene ved Mt. Robson. De store nationalparker Banff og Jasper er et naturområde af helt unik karakter. Undergrunden giver os mulighed for at bade i varme kilder samtidig med, at vi nyder aftenssolens spil på de omkringliggende bjergsider. Skrænter, kløfter, snoede stier, træernes rødder og klippernes skarpe kanter giver os udfordringer, når vi oplever disse parkers vidundere på sadlen af en mountainbike. Canmore er et klatremekka med afslappet atmosfære, klatreruter i alle sværhedsgrader i en kløft med udsigt over Grassi lakes. Vi vandrer på Columbia Icefield, et af verdens største gletcherplateauer. Enkelte af de høje tinder kan også bestiges. Og hvilken følelse det er dér på toppen af verden! Ingen kan beskrive det for dig. Det skal opleves!

Projektbeskrivelse

Canada Explorer består af tre dele:

1. del: Højskoleophold inkl. rejseforberedelse i forårssemesteret

Denne første del af projektet skal vi bruge til at få et indblik i Canadas natur, historie og de friluftsmuligheder, der er for at sammensætte en optimal explorertur. Hertil er afsat to undervisningstimer om ugen på valgfaget ”Canada Explorer”. Vi anbefaler desuden, at du vælger hovedfaget Friluftsliv. I løbet af foråret opnår du tekniske færdigheder i havkajak, så du er rustet til at beherske Stillehavets bølger. Det er dog også muligt at deltage på Canada Explorer, hvis du vælger et andet hovedfag på højskolen.
Derudover indgår du som almindelig højskoleelev sammen med alle andre, der deltager på forårssemestret på Silkeborg Højskole.

2. del: Rejsen til og i Canada. Sommer

I begyndelsen af juni måned flyver vi af sted fra Danmark og lander i Vancouver. Herefter har vi ca. tre uger sammen på Canada Explorer. Vi drager af sted fra Vancouver i minivans og er dermed
frit stillede med hensyn til at planlægge den explorer-tur, vi finder bedst. Overnatning foregår først og fremmest i telt på primitive lejrpladser.

Den fælles rejse afsluttes sandsynligvis i området omkring Calgary, hvorfra de to lærere rejser hjem ca. 1. juli. Dette er også muligt for dig, men vi håber, at du har lyst til at fortsætte på rejseprojektets 3. del.

canada06

3.del: Den videre rejse

Efter den fælles rejse drager du videre sammen med en eller flere kammerater. Det kunne være videre i Canada, f.eks. mod nord til det vildsomme Yukon og Northwest Territories eller mod øst til Montreal, Toronto og Niagara Falls. Eller hvad med at rejse til Alaska eller nogle af USA’s mange flotte nationalparker? Californien, Mexico eller Mellemamerika er bestemt også inden for rækkevidde. Valget er dit…

Praktiske oplysninger

Deltagere:
Enhver kan deltage. Du skal blot være fyldt 18 år og have lyst til de uforglemmelige oplevelser med Canada Explorer.

Tilmelding:
Du kan sende din tilmelding til Canada Explorer via højskolens hjemmeside eller på tilmeldingsblanket i skolens brochure for lange kurser. Husk afkrydsning for, at du ønsker at være med på Canada Explorer.

Bemærk, det er en forudsætning, at du er med fra semesterets begyndelse den 4. januar.

Projektleder:
Leder af Canada Explorer er Michael Rasmussen, der er friluftslærer på Silkeborg Højskole.

Yderligere oplysninger:
Du skal selv sørge for friluftsudstyr som fx sovepose, liggeunderlag, rygsæk mv. til rejsen. I grupper skal I sørge for telt og trangia. Hvis du intet har i forvejen, skal du regne med udgifter på minimum 4000,-kr. alt inkl.

Har du spørgsmål til Canada Explorer eller til højskoleopholdet, er du altid velkommen til at kontakte os. Du kan også ringe og aftale et besøg på højskolen. Vi har altid tid.

Tilmeld dig

Meld dig til et højskoleophold med rejse ved at udfylde tilmeldingsformularen

Tilmelding

Fakta

Rejsen tilbydes i foråret.

Pris: 21.000 kr. inkl. fly, overnatning, transport, mad, drikke, aktiviteter og evt. visum.
Du skal selv betale lommepenge, rejseforsikring og eventuelle vaccinationer.

Brug prisberegneren til at finde ud af hvad dit højskoleophold vil koste med denne rejse.

 

Tilmeld dig

Meld dig til et højskoleophold med rejse ved at udfylde tilmeldingsformularen

Tilmelding