Myanmar
Unge, drømme og demo­krati

Højskole og volontørrejse

Drømmer du om at møde en anderledes og fascinerende verden? Har du lyst til at rejse sammen med andre unge? Silkeborg Højskole giver dig nu mulighed for både at gå på højskole og komme ud at rejse.

I samarbejde med FDF, KFUM og KFUK og Danmission gennemfører vi et spændende udviklings- og studierejseprojekt i Myanmar. Projektet begynder med højskoleophold og undervisning i Silkeborg. Så rejser du sammen med ”MYANMAR – volontørrejseholdet” til Myanmar og deltager i frivilligt arbejde i udviklingsprojekter eller på et værested for gadebørn. I Myanmar skal du også være med til at lave højskole-workshops for unge.

munkeboern guldtempel

Et spirende håb om en bedre fremtid

Buddhistmunke i røde klæder, forgyldte pagoder, grønne rismarker og generte piger med thanakha-pulver på kinderne. Oplev et hjørne af Asien, som på flere måder ikke har ændret sig meget, siden det engelske kolonistyre ophørte i 1947. Myanmar – eller Burma som det hed indtil 1989 – er et af de mindst kendte og mindst udviklede lande i Asien. Befolkningen har i 50 år levet i et militærdiktatur, som har undertrykt og forarmet befolkningen, men nye vinde blæser med bl.a. menneskerettigheds-aktivisten og Nobelpristageren Aung San Suu Kyi i spidsen, og militærgeneralerne er langsomt er ved at løsne grebet. Demokratiske reformer sker nu i en hast, man ikke har set før. Det giver et spirende håb om en bedre fremtid for befolkningen, og det giver os en mulighed for at møde befolkningen på nært hold.

dreng-paa-okse Foto: Paul Arps

Myanmar er det fattigste land i Asien og halter socialt og økonomisk langt efter sine naboer. Størstedelen af befolkningen bor på landet i små landsbyer og mangler basal viden om landbrug, sundhed og hygiejne. Samtidig immigrerer mange fra landeområderne til de store byer i håb om at finde arbejde.
I et land, som har været lukket for omverden i flere generationer, sulter specielt unge efter viden og redskaber til, hvordan man udvikler samfundet og samtidig skaber nye muligheder for sig selv.

Oplev ”det nye Myanmar” 

Det er nu, du skal opleve Myanmar inden rejsebureauerne for alvor får øje for denne perle. Via vores samarbejdspartnere i Myanmar får du en mulighed for at ”se bagom” og bedre forstå et land, der balancerer mellem en ulykkelig fortid og håbefuld fremtid. Det er altså mødet med denne komplekse virkelighed, vi inviterer dig med til; et møde der er langt dybere end en overfladisk turistkontakt.
Rejseprojektet er en del af FDFs og KFUM og KFUKs store internationale projekt 2014-2018, som oplyser børn og unge om livet i Myanmar og samler penge ind til et værested for gadebørn og udvikling i landsbyer.

Velkommen til en uforglemmelig oplevelse af en ny verden og nye højskolevenner.

Projektbeskrivelse:

1. del: Højskoleophold og forberedelser
januar – maj 2018

Den periode af projektet foregår på Silkeborg Højskole og er et højskoleophold sammen med andre unge. Her vil det være muligt for dig at vælge mellem de mange fag, vi udbyder inden for musik, friluftsliv, politik, kunst, idræt, filosofi, religion, litteratur, psykologi, sociologi og mange andre.

Opholdet på højskolen er også en forberedelse til rejsen til Myanmar. Du vil derfor få undervisning i blandt andet Myanmars historie, kulturmøde, religion, globalisering, udviklingsspørgsmål og youth empowerment, så du er klædt virkelig godt på til rejsen til Myanmar. Desuden får du undervisning i journalistik, fotografering og video, for at du kan formidle nogle af dine fantastiske oplevelser under rejsen, og når du kommer hjem.

2. del: Rejse til Myanmar
juni – juli 2018

Vi flyver til Myanmar og får det første indtryk af landet. Den første uge skal vi sammen med lokale unge lave højskole for hinanden. Samtidig vil de lokale unge vise os rundt i hovedstaden Yangon, undervise os i kultur, sprog, og hvordan man begår sig i deres land. Derpå deltager vi i grupper i nogle af følgende projekter:

  • Udviklingsarbejde i nogle af Myanmars fattigste stater. Vi følger de unge forandringsagenter, når de uddanner landsbyboerne i mikrolån, landbrug, hygiejne og kvinders rettigheder.
  • Skabe dialog og bygge relationer mellem unge buddhister, muslimer, hinduer og kristne gennem IYCAP (Interfaith Youth Cooperative Action for Peace)
  • Et værested for gadebørn i samarbejde med YMCA Myanmar. Værestedet i Yangon er et lille åndehul  for udsatte og marginaliserede gadebørn. Her tilbydes de samvær, undervisning, lege og musik, og samtidig forebygger værestedet børn mod børnearbejde, seksuel udnyttelse og kriminalitet.
  • Et ungdomscenter startet af YMCA Myanmar. Centeret har grupper for udsatte kvinder og unge, der modtager undervisning i computer og engelsk. Vi deltager i debataftener, uddannelse af frivillige unge, udvikling af nye aktiviteter og undervisning i engelsk.
  • Børnehjem for forældreløse børn i samarbejde med YMCA Myanmar. Der er aldrig ressourcer og hænder nok til disse børn, så vi skal bidrage med omsorg, lege, sange, sport, lektiehjælp og undervisning i engelsk til børnene.

Endelig tilrettelægger og afholder vi i samarbejde med unge fra YMCA og YWCA Myanmar en række højskole-workshops og workcamps om Youth Empowerment, civilsamfund, demokrati og teambuilding.

3. del: Rejs videre selv

Hvis du drømmer om at opleve mere af Myanmar eller andre dele af Asien, kan du efter opholdet i Myanmar rejser videre sammen med nogle af dine højskolekammerater. Du vil få mulighed for at planlægge din rejse videre og få inspiration til den, mens du er på højskolen.

NB. Den beskrevne plan for opholdet i Myanmar er aftalt i foråret 2014. Særlige forhold i Myanmar og hos samarbejdspartnerne kan imidlertid bevirke, at ret til ændringer i programmet forbeholdes.

Praktiske oplysninger:

Deltagere
Alle kan deltage. Du skal blot være fyldt 18 år og have lyst til en uforglemmelig oplevelse sammen med andre unge.

Tilmelding
Du kan sende din tilmelding til Myanmar-projektet via vores hjemmeside eller på tilmeldingsblanketten i højskolens brochure for lange kurser, som også kan bestilles fra vores hjemmeside.

Projektlærer
Leder af Myanmar-projektet er Silkeborg Højskoles u-landslærer.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til rejsen eller højskoleopholdet, er du altid velkommen til at kontakte os. Du kan også ringe og aftale et besøg på højskolen. Vi har altid tid.

Tilmeld dig

Meld dig til et højskoleophold med rejse ved at udfylde tilmeldingsformularen

Tilmelding

Fakta

Rejsen tilbydes i foråret.

Pris: 24.000 kr. inkl. fly, overnatning, transport, mad, drikke, aktiviteter og evt. visum.
Du skal selv betale lommepenge, rejseforsikring og eventuelle vaccinationer.

Brug prisberegneren til at finde ud af hvad dit højskoleophold vil koste med denne rejse.

 

Tilmeld dig

Meld dig til et højskoleophold med rejse ved at udfylde tilmeldingsformularen

Tilmelding