New Zealand Explorer

Højskole og rejseprojekt

4 måneder på højskole i efteråret og 3 ugers fælles natur- og friluftsoplevelser på New Zealand

  • Drømmerejse og rejsekammerater
  • Sug i maven, sved på panden og smil på læben
  • Trekking, mountainbiking og havkajak down under

New Zealand Explorer er et frilufts- og rejseprojekt for dig, der vil på højskole, men også drømmer om at rejse jorden rundt. Med New Zealand Explorer får du indhold i dine rejsedrømme og et fællesskab at realisere dem i.

newzealand09

Med Silkeborg Højskoles New Zealand Explorer vil du opleve et land med en helt enestående og medrivende natur. Her er aktive og udslukte vulkaner, urskove, fabelagtige sandstrande og alpine bjergkæder. Gletschere, der starter, hvor regnskoven slutter. Gejsere, der springer halvtreds meter op i luften, og enorme vandfald, der tager turen den modsatte vej. Spejlblanke søer, kogende mudder, brusende floder og majestætiske bjergtinder. Her kan man ride bølger på surfboard, sole sig i kajakken, padle gennem fossen i kano, klatre på klipper og meget, meget mere. New Zealands natur er som en legekammerat for os, som vil være med i legen…

NewZealand1

“Haere mai!”

Betyder velkommen på maori. Og du vil føle dig velkommen! Den new zealandske gæstfrihed er overvældende, og du vil blive mødt med varme, interesse og imødekommenhed. Maoribefolkningen er New Zealands oprindelige befolkning, som dog først indvandrede omkring 800 år e.Kr. Siden da er øerne blevet befolket af en lang række forskellige nationaliteter, der alle er stolte af deres land og meget gerne vil fortælle om det.

newzealand07

New Zealand

Landet består af 2 næsten lige store øer øer – Nordøen og Sydøen – hvis samlede størrelse svarer til Storbritannien. Befolkningen er på omkring 4 millioner, så her er masser af plads og masser af natur.

Projektbeskrivelse

New Zealand Explorer falder i 3 hovedafdelinger:

1. del: Højskoleophold inkl. rejseforberedelse i efterårssemesteret

En vellykket rejse kræver grundige forberedelser. Efterårssemesteret på højskolen bruger vi på at få et indblik i New Zealands natur, historie og de friluftsmuligheder, der er for at sammensætte en optimal explorertur. Du skal vælge valgfagene ”New Zealand Explorer” og ”Havkajak”. Desuden anbefaler vi, at du vælger hovedfaget ”Friluftsliv”. Hvis du i forvejen har friluftserfaring, kan du dog også vælge et andet hovedfag på højskolen. Derudover indgår du som almindelig højskoleelev sammen med alle andre, der deltager på efterårssemestret på Silkeborg Højskole (se vores højskolebrochure).

NewZealand4

2. del: Rejsen til og i New Zealand. Vinter

Vi rejser af sted lige efter nytår og bruger 3 uger sammen på New Zealand. Rammen for turen er mødet med den næsten ubeskriveligt smukke natur, friluftslivet og backpacker-rejseformen. Vi søger at tilpasse rejseprogrammet til explorer-holdet, så nedenstående er eksempler på det, vi tidligere har gjort og vil gøre igen:

Vi lander i Auckland og kunne evt. begynde med en vandretur i Tongariro Nationalpark midt på Nordøen. Parken er domineret af 3 vulkaner, som alle stadig er aktive. Landskabet spænder fra den goldeste ørken med månelignende landskaber og boblende mudder til frodige regnskove med et rigt dyre- og fugleliv. Og hvad med at fortsætte ud på vestkysten for at bølgesurfe ved Raglan, hvor forholdene er verdensklasse?

newzealand05

Sydøen byder på andre meget smukke vandreruter. Det kunne være igennem Southern Alps med isbræer og masser af sne og måske med Mount Cook (3764 m) som imponerende baggrund.

Vi skal også padle havkajak i det azurblå vand i Abel Tasman Nationalpark og følge de gyldne sandstrande. Her kan vi være heldige at få selskab af springende delfiner og sæler, der leger omkring kølen og følger os på vej.
Muligheden er også at cykle på mountainbike mellem Redwoods ved Rotorua, hvor underlaget er hurtigt, ruterne utallige og naturen byder op til ”dans”. Måske klippeklatrer vi ved Takaka, hvor der er udfordring for alle eller tager en svømmetur med 3-400 Dusky Dolfins ved Kaikoura?
Ja, mulighederne er mange!

Vi lejer et par minibusser i Auckland og er dermed frit stillet med hensyn til rejseplan og rutevalg. Overnatning foregår først og fremmest i telt i naturen på primitive lejrpladser eller på campingpladser.

3. del: “Jorden rundt”. Forår

Efter ca. 3 uger med fælles rejse og oplevelser på New Zealand, kan du vælge at rejse med lærerne hjem til Danmark, eller tage videre på egen hånd eller i mindre rejsegrupper.
Du har i løbet af efteråret haft mulighed for at finde nogle rejsekammerater på holdet. I er blevet enige om rute og indhold, har forberedt jer ud fra dette, og drager nu af sted, måske videre rundt på New Zealand, til Australien, Kina, Filippinerne eller Sydøstasien.

Praktiske oplysninger

Deltagere:
Enhver kan deltage. Du skal blot være fyldt 18 år og have lyst til de uforglemmelige oplevelser med New Zealand Explorer.

Tilmelding:
Du kan sende din tilmelding til New Zealand Explorer via højskolens hjemmeside eller på tilmeldingsblanket i skolens brochure for lange kurser. Husk afkrydsning for, at du ønsker at være med på New Zealand Explorer.

Bemærk, det er en forudsætning, at du er med fra semesterets begyndelse den 15. august.

Projektleder:
Anna-Andrea Gerken, friluftslærer på Silkeborg Højskole.

Yderligere oplysninger:
Har du spørgsmål til New Zealand Explorer eller til højskoleopholdet, er du altid velkommen til at kontakte os. Du kan også ringe og aftale et besøg på højskolen. Vi har altid tid.

NewZealand3

Tilmeld dig

Meld dig til et højskoleophold med rejse ved at udfylde tilmeldingsformularen

Tilmelding

Fakta

Rejsen tilbydes i efteråret.

Pris: 25.500 kr. inkl. fly, overnatning, transport, mad, drikke, aktiviteter og evt. visum.
Du skal selv betale lommepenge, rejseforsikring og eventuelle vaccinationer.

Brug prisberegneren til at finde ud af hvad dit højskoleophold vil koste med denne rejse.

 

Tilmeld dig

Meld dig til et højskoleophold med rejse ved at udfylde tilmeldingsformularen

Tilmelding