Grafik

16. – 22. juli 2017

Silkeborg Højskole danner ramme om en højskoleuge med ‘tryk på!’ – fuld af kunstnerisk inspiration og fordybelse. En uge med masser af grafik og højskole med alt, hvad det indebærer fra morgen til aften.

Vi skal være en masse i grafikværkstedet, hvor vi skal tegne, skitsere, eksperimentere, reflektere, snitte, ridse, skære, klippe, sværte og trykke! Vi skal høre foredrag, på kunstmuseer, i lyrikcafé, synge morgensang, til korkoncert og meget andet. Mød bl.a. den kenyanske billedkunstner, Patrick Mukabi, den unge fremadstormende digter, Mads Mygind og ikke mindst billedkunstner, Thomas Kluge.

I denne uge får du mulighed for at prøve kræfter med nogle af grafikkens mange forskellige former for teknikker med vidt forskellige udtryk. Vi kommer til at arbejde med nogle af de traditionelle og enkle grafiske teknikker, og du vil komme til at stifte bekendtskab med linoleumstryk, koldnålsradering, collografi, cyanotypi, xerografi og forskellige monotopier.

Grafik er et håndværk med forskellige tekniske processer bag, men grafik er også en selvstændig kunstnerisk udtryksform. Derfor koncentrerer vi os ud over indføring i teknik om indholdet med tematikker, der spiller op mod det sideløbende kursus i MALERI. Særligt kommer vi motivmæssigt til at kredse om mennesket og andre kulturer. Vi har inviteret den kenyanske kunstner, Patrick Mukabi, som gæsteunderviser.

Alle steder i verden udtrykker mennesker sig gennem kunst. Hvorfra kommer den indre trang til at udtrykke sig gennem billeder? Gennem mødet med Mukabi bliver vi klogere på billedsproget i Kenya. Her er virkeligheden så meget anderledes end vores, men billedsproget genkendeligt. Gennem andre kulturers billeder lærer vi meget om livet, de andre og os selv.

Undervisningen tager afsæt i tekniske øvelser og det præsenterede kunsthistoriske indhold. Herefter er det op til den enkelte, om man fordyber sig i det præsenterede eller i egne projekter. Begge dele sker under vejledning og i en værkstedsatmosfære af gejst, dynamik og gensidig inspiration. Det virker smittende at stå i et værksted med andre kursister. Man falder i snak om form og indhold, giver hinanden konstruktiv kritik og bringer sit eget livssyn i spil.

 

Croquistegning
Hver morgen starter vi med croquis-tegneøvelser under vejledning. De hurtige iagttagelser og tegnetekniske anvisninger skærper ikke kun koncentrationsevnen og tegnefærdighederne, men varmer også både hoved og krop op til dagens arbejde.

Kunsthistorie
Om eftermiddagen krydres det tekniske og praktiske med kunsthistoriske og –analytiske oplæg, der giver anledning til samtaler om kunstens indhold og værdi. Højskolen er desuden indehaver af en stor kunstsamling med grafiske og maleriske værker, der kan være afsæt eller udgangspunkt for kunstdiskussioner og inspiration.

Kunstoplæg
Vi glæder os til at få besøg af den kenyanske illustrator og kunstmaler, Patrick Mukabi. Mukabi er inviteret som gæsteunderviser på begge kunstkurser, og vi glæder os til i mødet med Mukabi at få værdifulde snakke om kunst, indhold og udtryk.

Ekskursion
Vi tager ud for at få inspiration på byens to smukke kunstmuseer – henholdsvis Museum Jorn og Kunstcentret Silkeborg Bad.

 

FÆLLES HØJSKOLEPROGRAM

Sammen med kurserne Maleri og Rytmisk kor skaber vi god højskolestemning med morgensang og med aftenprogram med et musikalsk indslag, lyrik og foredrag.

Lyrik: Møde den unge, fremadstormende digter Mads Mygind, der gennem sin egen unikke oplæsning hyller os ind i sit lyriske univers.

Foredrag: Mød billedkunstner Thomas Kluge, der er særligt kendt for sine fotorealistiske portrætter af bl.a. Hendes Majestæt Dronningen og forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Ud af den mørke Rembrandske bund træder Kluges motiver frem på dramatisk og gådefuld vis inspireret af barokmestre som Caravaggio. Kluge vil give et indblik i sine kunstneriske processer, sit virke som autodidakt kunstner og sin kontinuerlige kamp mod den elitære del af kunstverdenen

Musik: Koncert ved Maria Kynne-trio.

Fredag eftermiddag inviteres vi til korkoncert, og om aftenen laver vi en stor udstilling over ugens produktioner med fernisering for alle kursister efter aftenens festmiddag.

Hvis du har været på kurset før, må du forvente, at vi koncentrerer os om nogle af de samme klassiske teknikker, men du vil altid kunne arbejde videre på det niveau eller i den teknik, du ønsker, ligesom der vil være udfordringer for alle.

Materialer som linoleum og akrylplader til eget brug kan i begrænset omfang købes på højskolen. Der vil være et udvalg af valser, sværte, glasplader, radernåle, linoleumsknive til fri afbenyttelse.

Velkommen til et grafikkursus med “tryk på!”
Karen Fogtmann Madsen, højskolelærer  

Tilmeld dig til sommerkurset

 

Tilmelding til kurset foregår på en særlig formular. Brug knappen her:

 

Tilmeld dig her

Tilmelding

 

Tilmelding til kurset foregår på en særlig formular. Brug knappen her:

 

Tilmeld dig her

Bestil brochure

smal-brochure-bestilling

Vi sender dig gerne vores sommerkursusbrochure med smagsprøver på vores kurser.
(For fuld information kig videre på hjemmesiden.)

Bestil her