Højskolens køkken

På sommerkurserne kan du glæde dig til lækker mad på Silkeborg Højskole.

Vores dygtige køkkenpersonale tilbereder sund, velsmagende og varieret mad, så du får energi til dagen. Maden er tilberedt af de bedste råvarer og lavet fra bunden. Alt brød – fra rugbrød til rundstykker – er hjemmebagt. Vi bruger et bredt udvalg af delvist økologiske råvarer og undgår tilsætningsstoffer og ”madsminke”.

Vi følger de officielle kostråd og nøglehulsmærket.

Køkkenet har Elitesmiley.

Det daglige brød
På Silkeborg Højskole serverer vi 6 måltider om dagen.

Morgenmaden består af et udvalg af hjemmebagte rundstykker og brød, ost, hjemmelavet marmelade, juice, surmælksprodukter, havregryn, cornflakes, hjemmelavet müsli og drys, gulerødder og frugt. Hver morgen er der en lille ekstra ting, som kan være havregrød med frugt, nøddetopping eller øllebrød, blødkogt æg og forskelligt pålæg. Der er altid kaffe, te, mælk og isvand.

Frokosten er buffet, hvor der er hjemmebagt rugbrød og franskbrød, lune retter, fisk, to-tre forskellige salater, forskellige slags pålæg og humus, diverse oste og gulerødder og frugt.

Aftensmaden er et varmt måltid, som bliver serveret ved bordene. Det kan være kød, fisk, fjerkræ eller vegetarretter med tilbehør i form af pasta, ris, kartofler eller kornsalater og salat, råkost, rodfrugter eller grøntsager tilberedt på anden vis, og vi serverer hver dag enten en forret eller en dessert.

Mellemmåltiderne er gulerødder, frugt, boller og enkelte gange kage. Hertil er der kaffe, te og isvand.

SÆRLIGE KOSTHENSYN?
Det er muligt at lave særlige aftaler om kosten, hvis du har religiøse eller lægelige grunde hertil. Vi laver dejlig vegetarisk mad, som du kan vælge ved tilmelding. Dvs. hvis du har valgt vegetarisk mad, så kan du ikke spise kylling eller fisk, hvis det er på menuen en af dagene. Ellers er der rigeligt at vælge imellem og du kan glæde dig til at blive bespist godt.