fbpx

Globalt udsyn

På Silkeborg Højskole har vi altid været nysgerrige på verden omkring os. Derfor tager vi på studierejser, hvor vi fordyber os i kulturmøder og lader os inspirere til at forstå den verden, vi lever i. Vi læser ikke blot om den, men møder den. Også i hverdagen.

Hvert semester finder en mindre gruppe internationale elever vej til Silkeborg Højskole. De kommer fra hele verden, og de senere år har unge fra lande som bl.a. Italien, Australien, Frankrig, Japan, Ukraine, Palæstina, Argentina, Mexico og USA, Sydkorea, Belgien, Holland og Tyskland bidraget til det internationale miljø på højskolen.

Ved på den måde at invitere verden indenfor, bliver vi sammen klogere på alt det, der sker omkring os. Når du deler din hverdag med unge, der kommer fra lande og kulturer, der er anderledes end din, får du indsigt i politiske, kulturelle og samfundsmæssige forhold, der for mange af os blot er noget, der eksisterer i nyhederne. Samtidig kommer de internationale unge til Danmark med en nysgerrighed på dansk ungdomsliv, kultur og ikke mindst højskoleformen, som for de fleste er noget markant anderledes, end det de kender fra hjemlandets skolesystem.

Denne kulturudveksling byder hvert semester på inspirerende samtaler og skønne venskaber, der rækker ud over tiden på Silkeborg Højskole.