Jubilæum

1969-2019

Den 1. oktober 1969 slog Silkeborg Højskole dørene op for det første elevhold. Alt var nyt, betonen var knapt tør, der var intet på væggene, og trapperne var endnu ikke slidt til af sandaler, hjemmesko og friluftsstøvler. Alt skulle opfindes fra bunden – på nær opgaven: Silkeborg Højskole skulle være en almen højskole og gave til den danske ungdom – en stemme ind i det danske samfund.

Siden da har tusindvis af unge sunget, diskuteret, grædt, grint og skabt højskole, eller som der står på en seddel lagt bag ved grundstenen; “Silkeborg Højskole skal være liv og fest, arbejde og fællesskab”. 

I efteråret 2019 vil vi fejre elever, ansatte og de bygninger, der i nu 50 år har skabt Silkeborg Højskole og sat sig spor i mange menneskers liv. Vi vil se tilbage på årene der gik, men også se frem mod de næste 50 år. 

Jubilæet skal fejres på flere måder. Her er en oversigt over arrangementer og andre tiltag i forbindelse med fejringen.

Arrangementer

21/8 kl. 19.30
Jubilæums­foredrag

Doc. theol, professor Peter Lodberg: Højskolens rolle og opgave i dag.
Læs mere…

 14/9 kl. 10.00-14.00
­Jubilæumstrail for hele familien

Motionsløb for hele familien omkring Silkeborg Langsø.
Læs mere…

21/9. kl. 09.00-09.45
Højskolesang på folkemødet

På Folkemødet Silkeborg synger vores elever for på klassikerne fra højskolesangbogen.
Læs mere…

28/9. kl. 14.00-16.00
Jubilæums-fejring

Deltagelse er gratis og alle er velkomne. Husk tilmelding.
Læs mere…

5/10 kl. 12.00-15.00
Reception og fernisering

For samarbejdspartnere, tidligere ansatte og elever fra det første elevhold.
Læs mere…

Markeringer af jubilæet

Jubilæumsfestlighederne byder bl.a. på ny musik, bogudgivelser, kunstfernisering og første spadestik til en ny friluftsbygning.

1. Nye sange

Nuværende og tidligere musiklærer og komponister har skrevet nye sange, til Silkeborg Højskole. Sangene skal synges på forskellige events i foråret 2019 og efteråret 2019. Hold øje med vores facebookside.

2. Bogudgivelse

Silkeborg Højskole vil gerne give noget tilbage til FDF, som oprettede skolen. Derfor udgiver vi en gratis bog til alle FDF kredse med 12 dannelses-fortællinger og aktiviteter.

3. Kunstværk

Kunsten, de store fortællinger og naturen har altid fyldt i Silkeborg Højskoles historie. TIl jubilæet indvies billedkunstner Peter Callesens 10 meter høje tårn, som skal stå mellem højskolen og søen.

4. Jubilæumsbog

50 års højskole har sat sig spor og sætter sig forhåbentlig også spor i fremtiden. Journalist Malene Fenger-Grøndal stå bag en bog om Silkeborg Højskoles historie. Bogen udkommer den 5/10 og kan fås ved henvendelse i skolens reception frem til d. 11. oktober 12.15-13.00.

5. Ny friluftsbygning

Jubilæet bliver også startskuddet til den nye friluftsbygning, vi håber på står klar til sommeren 2020.

Jubilæumsforedrag

21/8 kl. 19.30

Doc. theol, professor Peter Lodberg: Højskolens rolle og opgave i dag. 

For Grundtvig var højskolen et nationalt projekt, hvor bønderne skulle myndiggøres til at deltage i demokratiet og være medborgere. Men er højskolen også i dag et nationalt projekt eller skal dannelsen rette sig mod noget andet?

Foredraget er gratis og en del af efterårets Åben Højskole-program. Tilmelding er ikke nødvendig.

 

jubilæumstrail for hele familien

14/9 kl. 10.00-14.00

Alle er velkomne til at motionere Langsøen Øst rundt med start og mål ved Silkeborg Højskole. Ruten er 7,6 km, og det er tanken, at de mindste familiemedlemmer fx kan trilles i barnevogne og de små tage løbecyklen, mens de ældre eller andre benytter stave, stokke eller kørestole. De fleste vil nok løbe den smukke tur – alle er velkomne uanset tempo, så tag hele familien eller en god ven, veninde eller kollega med til en hyggelig motionsoplevelse. 

Underlaget er 50/50 asfalt og skovbund/grus.

Prisen er 100 kr. pr. deltager. Vi sørger for tidtagning og buffs. Kvickly Søtorvet står for forfriskning, og så vil højskolens musikelever spille for os.

Tilmeldingen åbner snart.

Højskolesang på Folkemødet

21/9. kl. 09.00-09.45

Kom og syng med, når elever fra Silkeborg Højskole åbner Folkemødets anden dag med klassikere fra højskolesangbogen.

Eleverne slår tonen an fra campushusets store scene på Campus Bindslevs Plads.

Alle er velkomne til en dejlig start på morgenen med fællessang og god stemning.

Arrangementet er gratis og tilmelding ikke nødvendig. 

Jubilæumsfejring

28/9. kl. 14.00-16.00

Deltagelse er gratis og alle er velkomne.
Programmet er under udarbejdelse.

 

Reception og fernisering

5/10 kl. 12.00-15.00

Reception for samarbejdspartnere, tidligere ansatte og elever fra det første elevhold.

Program

Kl. 12.00-15.00
Reception med musik, nye sange til Silkeborg Højskole, bogudgivelser, kunstferisering og første spadestik til en ny friluftsbygning.

Kl. 16.30-17.30
Musikgudstjeneste i Silkeborg Kirke for elever og offentligheden.