hjemmesidefærdig

Silkeborg Højskole inviterer til fortællefestival torsdag den 15. oktober kl. 19.00 – 22.00 – et gratis arrangement

Eleverne på Silkeborg Højskole har arbejdet med fortællinger i alle afskygninger i en uge, og de brænder for at vise, hvad de har produceret af fortællinger. Fortællinger fra højskolen, området og måske hele landet.

Vi åbner højskolen op for omverdenen for at fortælle historier der tilsammen kan give et vidnesbyrd om vores fælles samtid.

Det er før sagt, at de store fortællinger er ’døde’, men det tror vi ikke på. Vi vil sammen bidrage til en stor fortælling om vores samtid som den ser ud netop nu – netop her.

Der vil være sange og musik, poesi og mundtlige fortællinger fra scenen, og der vil være en åben fernisering på hele højskolen, som denne aften bliver omdannet til ét stort galleri. På væggene vil der bl.a. hænge portrætter under temaet ”Humans Of Silkeborg”. Alle mennesker har en historie og de mennesker, vi finder på vores vej, er ingen undtagelse. Vi har også lavet lydfortællinger fra og om højskolen. Via koder og links på væggene kan man sammensætte en lydvandring på højskolen – komme ind bag facaden og dykke ned i højskolens historier som unægtelig gemmer sig lige dér under overfladen.

Vi glæder os til at åbne højskolen og vise, hvad vi har lavet.

Program:

19:00 – fortællinger fra scenen

20:30 – kaffe

21:00 – åben fernisering rundt på højskolen

På gensyn

Se arrangementet på facebook her:
https://www.facebook.com/events/400224473509108/