Oplev dokumentar og musik smelte sammen

Onsdag den 13. maj kl. 20.00 kan du nyde en gratis live filmkoncert med det alternative folk-band Jonah Blacksmith på Silkeborg Højskole.

Jonah Blacksmith

Livemusik, dokumentarfilm og lun vestjysk humor smelter sammen i det alternative folk-band Jonah Blacksmiths filmkoncert. Onsdag den 13. maj kl. 20.00 kan du opleve filmkoncerten helt gratis på Silkeborg Højskole.

Bandet med rødder i Thy er godt i gang med at manifestere deres position i dansk musik. De har netop spillet filmkoncerten på SPOT festival i Aarhus, og er på turne i Danmark hele maj måned.

Filmkoncerten er et fragmenteret sammendrag af dokumentaren ”In the Middle of Nowhere” af Joachim Plaetner Kjeldsen og mere klassiske musikvideo-optagelser, som foregår i en velselvirkning med livemusikken. Bandet tager plads foran scenen og forvandler rummet mellem publikum og filmlærred til en orkestergrav.

Bandnavnet “Jonah Blacksmith” refererer til de to frontfigurer Simon og Thomas Alstrups bedstefar, Johannes Alstrup, som var smed i Thy og den stærkeste mand i byen. Den nu afdøde Johannes Alstrup og hans eftermæle har en central placering i dokumentaren, hvor vi følger de to Alstrup-brødre i deres søgen efter bedstefars venner og bekendte for at udvide deres forståelse af manden med den store musikalske indflydelse.

Besøg Silkeborg Højskole og få en stemningsfuld aften, hvor livemusik og store billeder smelter sammen til et ægte og levende udtryk.

Læs mere om Jonah Blacksmith på deres hjemmeside og på Facebook.

Du kan finde Facebook-eventet her.