fbpx

Opstillingen på Silkeborg Bad. Foto: Silkeborg Bad

Abrahams Børn – om de hellige skrifter og dialogens kunst

Åben Højskole onsdag den 8. april 2015 kl. 16.00-21.00 på KunstCentret Silkeborg Bad med kunstner Jens Galschiøt, samtalesalon og jazzkoncert med bandet Elliot.

Kom til en dag i de store monoteistiske religioners tegn, når Silkeborg Højskole, IKON og KunstCentret Silkeborg Bad inviterer til kunst og dialog omkring Jens Galschiøts hovedværk Abrahams Børn.

Denne udstilling på Silkeborg Bad er den første samlede præsentation af kunstprojektet Abrahams Børn. Med det debatskabende værk sætter Galschiøt fokus på dogmer i de tre monoteistiske religioner; kristendommen, islam og jødedommen. Han har skabt en monumental kobberskulptur bestående af bogstaverne i FUNDAMENTALISM, som vises i KunstCentrets Panoramasal. Beskueren udfordres på én gang af værkets voldsomme fysiske dimensioner og uomgængelighed og af det stærke budskab: ingen af de monoteistiske religioners religiøse tekster kan sige sig fri for at rumme dimensioner, som er uforenelige med humanisme og moderne demokrati. Værket er så stort at det helt fysisk er svært at komme udenom.

Med Abrahams Børn oplyses betragteren på baggrund af Galschiøts research og bliver påvirket til at reflektere over lighedspunkter og faldgruber for det moderne samfund i de monoteistiske religioners tekster og dogmer. Med en bedre forståelse og viden, vil vi – ideelt – bedre kunne sondre mellem den snævre men farlige fundamentalisme, når denne stikker ansigtet frem og de brede mainstream kulturbaggrunde som folk flest tilhører og blot ønsker at leve med i sameksistens med andre kulturer. En oplyst og åben debat vil i højere grad give mulighed for at forstå, hvornår det ekstreme er reelt religiøst begrundet og hvornår det er andre samfundsforhold, som giver afsæt for fundamentalisme. Abrahams Børn er et monumentalt og uomgængeligt værk, som iscenesætter situationen. De store monoteistiske religioner har hver deres lyse og mørke sider. Med Abrahams Børn viser Galschiøt for alvor format som kunstner. Det er et hovedværk.

Jens Galschiøt har gennem årene skabt mange samfundskritiske skulpturer og installationer og fortrinsvis opstillet dem i det offentlige rum rundt om i verden – som nålestik og tavse påmindelser om en verden, der ikke er i balance og hvor udnyttelse af verdens ressourcer, ulighed og migration konstant er en del af billedet.

På denne dialogdag kan du møde kunstner Jens Galschiøt og høre ham fortælle om sin motivation bag kunstinstallationen ABRAHAMS BØRN. Tora, Bibel- og Korankyndige vil efterfølgende ’svare’ på værket og lægge op til dialog ved bordene på baggrund af forberedte spørgsmål fra Silkeborg Højskole. Aftenen sluttes af med koncert af jazzensemblet Elliot, der består af de tre unge musikere Jakob Sørensen (trompet), Alex Jønsson (guitar) og Jens Mikkel Madsen (kontrabas).

Program:
16.00: Oplev Abrahams Børn på egen hånd
16.30: Jens Galschiøt foræller om sin motivation for værket og brugen af de 600 citater fra de hellige bøger
17.00: Indlægsholdere repræsenterer hver sin religion: jødedom, kristendom og islam og ’svarer’ på værket
17.45: Pause med sandwich
18.15: Samtalesalon med dialog omkring værket
19.15: Debat med kunstneren og de tre religionseksperter
20.00: Koncert med jazzensemblet Elliott

Pris:
100 kr. inkl. forplejning. Betales ved indgangen.

Tilmelding:
Da der er begrænset antal pladser, kræver deltagelse aktiv tilmelding på tlf. 86 81 63 29 eller på reception@silkeborgbad.dk

Arrangører:
Silkeborg Højskole, IKON og KunstCentret Silkeborg Bad