
Deltager Måske
Er du nysgerrig på, hvordan du kan bidrage til samfundet, og hvad det egentlig betyder at være en aktiv medborger? Gennem faget Deltager måske får du en grundlæggende forståelse af din rolle som medborger, og du vil blive bedre rustet til at tage stilling og engagere dig i samfundet.
Faget giver dig mulighed for at dykke ned i frivillighedens verden. Vi skal blandt andet besøge spillestedet Gnisten i Ry, hvor du møder både foreningens formand og frivilligkoordinatoren. Du får også mulighed for selv at engagere dig som frivillig til et skolefodboldstævne for specialskoler, så du kan få en direkte oplevelse af, hvad det vil sige at bidrage til samfundet.
Et vigtigt fokus i faget er social inklusion og eksklusion. Du vil møde mennesker, der står udenfor samfundets normer og strukturer, og gennem mødet med disse personer vil du blive udfordret til at reflektere over, hvordan samfundet kan blive mere rummeligt for alle.
I Deltager måske arbejder vi også med mundtlig formidling, hvor du får mulighed for at skrive og holde taler. Du får chancen for at deltage i talerfestivalen Røst, hvor du kan præsentere dine refleksioner og perspektiver på samfundsrelevante emner.
Undervisningen er varieret og inkluderer oplæg, debat, projektarbejde og udflugter. Hver uge tager vi fat på et nyt samfundsmæssigt tema, hvor vi sammen undersøger, hvad det betyder at være en aktiv del af et samfund. I undervisningen arbejder vi med både kulturelle, sociologiske og historiske perspektiver for at forstå samfundet i sin helhed.
Når undervisningen finder sted på højskolen, indleder vi ofte med en fællessang, som danner udgangspunkt for diskussioner om demokrati, livssyn og samfundsrelevante emner. Dette bliver efterfulgt af en dybdegående refleksion over dagens tema.