Religion
I dag bliver vi ikke spurgt, om vi har lyst til at beskæftige os med religion, for hele tiden bliver vi mødt af religioner og religiøse udtryk. Når det religiøse er godt stof, er det vel fordi de fleste mennesker spekulerer på, om livet har en mening? Eller er det hele bare en lang række af tilfældigheder? Mange bakser med store spørgsmål som: Hvad tror jeg på? Findes der en Gud? Hvad sker der med mig, når jeg dør?
Det forsøger de forskellige religioner igennem fortællinger og fortolkninger at give deres svar på. De svar skal vi diskutere i faget religion.
Vi skal ikke kun tale om og diskutere religion, men også ud for at besøge en moske, et tempel, en kirke og høre om, hvad det vil sige at være muslim, hindu, kristen eller Jehovas Vidner.
