Vævet ind i kunsten
Er et oliemalet landskab på lærred mere kunst end et broderet landskab på en pude?
I Vævet ind i kunsten udforsker vi krydsfeltet mellem håndarbejde og kunst. Gennem praktiske øvelser eksperimenterer vi med teknikker og materialer fra håndarbejdets verden, såsom vævning og broderi. Men vi skubber også til grænserne og udfordrer traditionerne – både gennem valg af materialer og motiver.
De praktiske øvelser ledsages af oplæg og diskussioner om håndarbejdets rolle i kunsten. Vi kommer blandt andet til at reflektere over kønsroller i kunsthistorien, hvor håndarbejde ofte er blevet betragtet som kvindearbejde og den “seriøse kunst” som mandens domæne. Hvordan har det påvirket vores opfattelse af kunstnerisk værdi? Hvordan ser det ud i dag?