fbpx

En på eksistensen
– Det gode, det onde og det grimme

 18. – 24. juli 2021

Engang lød opgaven, at man blot skulle holde sig fra ”the Dark side”, men hvad med alt det, der i dag ligger hinsides godt og ondt? Det grimme og det grusomme. Det sublime og det spontane. Der hvor livet er større end mennesket.
Det bliver en uge med fuldt drøn på filosofi, psykoanalyse, eksistensteologi og store klassikere i film og litteratur.

DET GODE OG DET ONDE
Den vestlige kulturhistorie er en historie på godt og ondt. Det er stadig i dag det fundamentale etiske skel vi forsøger at bruge som moralsk kompas. I filosofien formuleret som det godes ide, i kristendommen som det godes inkarnation. Men hvor kommer så ondskaben fra? Er den villet eller banal? Findes der onde mennesker, eller kun onde handlinger? Kan dyr være onde? Eller er det et ’privilegium’ forbeholdt mennesket? Og hvis mennesket er det ondeste af alle skabninger, et væsen der en endda destruerer sine egne livsbetingelser, individuelt såvel som globalt, hvor kommer denne ondskab så fra? Fra vores dyriske instinkter, vores hæmningsløse driftsliv, eller omvendt fra en forgudelse af fornuften?

DE NYE GRÅZONER
Men har de seneste årtier ikke åbnet en ny flanke i vores forståelse af etik og moral, som har gjort det klassiske skel mindre sort/hvidt? Hvor vi før havde ”The Light and the Dark side of the Force” i Star Wars, har vi i dag et langt mindre entydigt univers i alt fra Batman, Game of Thrones og Lars von Triers universer. Vi har brug for en tredje kategori.

DET GRIMME OG DET SKØNNE
Så hvad med alt det, der ligger hinsides godt og ondt? Det grimme og det grusomme. Det der nogle gange må gøres, simpelthen fordi det er det rigtige. Barmhjertighedsdrabet, det sublime, det spontane og det utænkelige. Hvad sker der, når vi forsøger at udslette gråzonen i jagten på dydens rene sti? Der hvor sandheden ligger begravet. Man siger ofte, at sandheden om mennesket er ubærlig, og at vi har brug for løgnen for at kunne holde livet ud, men hvor går grænsen for, hvad man kan tillade sig at sige og gøre? Bør vi atter begrænse det grænseløse menneske? Eller er det netop mennesket, der i kunsten kan går over stregen i en sådan grad, at livet bliver større end mennesket?

FOREDRAG

  • Det grimmes æstetik – Om uafgørlighed og moralsk uansvarlighed i Lars von Triers »Dogville« og »Antichrist«
    // Mette Høgh, ph.d. og litteraturkritiker
  • That Old Evil Spirit – Om ondskaben i amerikansk folke- og populærmusik fra Robert Johnson til Bruce Springsteen
    // CS Nielsen, højskolelærer, sangskriver og musiker
  • Det ækles etik
    // Live-analyser og workshops ved Center for Vild Analyse
  • At fortabes dæmonisk og arrogant i sig selv. Og siden mærke pligt til at elske. Med hjælp fra Bibelen og Søren Kierkegaard.
    // Sørine Gotfredsen, sognepræst, forfatter og samfundsdebattør
  • ”Ikke et ondt ord om ondskaben! – Mange om tankeløsheden og Hannah Arendts forfægtelse af ånden som værn mod denne”
    // Peter Aaboe Sørensen, adjunkt i idéhistorie
  • Den gode, den dårlige og den grimme – Eller hvordan krænkede børn bliver syge voksne
    // Cathrine Kingo, børnepsykolog og legeterapeut
  • ”Hvad der gøres af kærlighed, sker altid hinsides godt og ondt” – Om Nietzsches forspil til fremtidens filosofi, med indspil fra Kierkegaard
    // Iben Damgaard, ph.d. og lektor i teolog
  • Clint Eastwoods øjne – Eller: Hvorfor synger Poul Dissing så grimt?
    // Christian Hjortkjær, ph.d. og kursusleder
  • Om at kaste sig selv op som monster og gå over alle grænser: »Moloch«
    // Søren R. Fauth, dr.phil, forfatter og kursusleder


UGENS RAMMER

Ugen byder på et psyko-teo-eksistentielt indhold i en grundtvigiansk ramme. Vi har brug for den næsten klosteragtige rundgang, som højskolen tilbyder med sine daglige morgensamlinger, måltider og fastlagte kaffepauser for på den måde at sætte tanken fri til fordybelse, forundring og fortabelse. Vi har derfor også allieret os med Silkeborg Højskoles egen ølentusiast, som lover fadøl i Spitzenklasse til aftenens program.

Derudover vil ugen byde på aftenhygge, studiegrupper, film, udflugt, søbad, sauna, bålaften og ikke mindst digtaften med ingen ringere end Bjørn Rasmussen og Louise Juhl Dalsgaard, inden vi slutter ugen af med en ordentlig festmiddag.

Højskolen danner i denne uge også rammen om sommerkurset Højskolesangbogen, og der vil være enkelte fælles programpunkter og morgensang.

Kursusledere: Søren R. Fauth, lektor & Christian Hjortkjær, ph.d. og højskolelærer

Tilmelding

Tilmelding

Praktisk og priser

Få mere information om priser, ankomsttider og kontaktoplysninger her.

Faciliteter

Læs mere om højskolens værelser, faglokaler og naturen rundt om højskolen.

Højskolens køkken

Læs mere om maden, der bliver serveret på højskolens sommerkurser.