Højskolesangbogen

19. – 25. juli 2020

Under temaet Frihed og fællessang går vi i dybden med Sangenes Blå Bog som kunstnerisk og kulturelt fænomen. Oplev glæden og gejsten ved at synge sammen, og tag med på opdagelse i den danske sangskat.

2020 er 75-året for Danmarks befrielse og 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark. Det bliver startskuddet til en højskoleuge i fællessangens – og fællesskabets – tegn. Sammen vil vi blive klogere på fællessangen som formidler af begreber som medborgerskab, demokrati og frihedsforståelse på tværs af skel i samfundet. Gennem sangene udforsker vi de foranderlige sociale og kulturelle landskaber, der former os.

PROGRAM
Kurset byder på fællessang, samtaler, foredrag, koncerter og højskoleliv i al sin mangfoldighed.

Vi får bl.a. besøg af vokaltrioen Trækfugl, som synger højskolesange i nye versioner, og af Şahî Hamî og Parisa Mousavi, som vil fortælle om deres oplevelse af at synge fællessang på dansk som nydanskere. Også tidligere udenrigsminister Villy Søvndal gæster os med sit oplæg Med håbet som drivkraft.

Vi skal naturligvis også udforske det midtjyske søhøjland. En eftermiddag skal vi sejle på Gudenåen og nyde kaffe og kage på bølgen blå. Vi har selvfølgelig Højskolesangbogen med ombord, og sangen akkompagneres her af et sejlerorkester på harmonika og trompet.

Vi starter hver dag med en dosis eksistentielle og musikalske input til den daglige morgensamling.  Aftenprogrammet byder bl.a. på quiz-aften, samtalesalon og afslutningsfest, og ugen igennem skal vi nyde god mad og inspirerende samvær. Højskolens svømmehal vil være åben til morgensvømning.

Sommerkurset Kierkegaard, Dostojevskij og Sartre finder sted i samme uge, og der vil være fælles programpunkter.

SÆRPRIS FOR STUDERENDE
Er du studerende og under 30 år, har du mulighed for at vælge soveplads på en madras i et klasseværelse, der denne uge fungerer som sovesal. Prisen for kurset er så 1450 kr. Ved tilmelding skal du eftersende studiedokumentation med gyldig udløbsdato til info@silkeborghojskole.dk.

Kursusledere er:

Anne Odgaard Eyermann, sanger, musiker og komponist. Medlem af redaktionen bag den nye højskolesangbog. Kirkemusiker i Virklund kirke. Tidligere musiklærer på Silkeborg højskole.

Marianne Søgaard, sanger, musiker, komponist og musiklærer på Silkeborg højskole.

Der tages forbehold for ændringer i programmet.

Tilmelding

Tilmelding

Praktisk og priser

Få mere information om priser, ankomsttider og kontaktoplysninger her.

Faciliteter

Læs mere om højskolens værelser, faglokaler og naturen rundt om højskolen.

Højskolens køkken

Læs mere om maden, der bliver serveret på højskolens sommerkurser.