Kreativitet og leg 

5. – 11. juli 2020

Silkeborg Højskole danner rammen om en højskoleuge med masser af oplevelser for børn og voksne. Skolen vil summe af liv gennem sang, musik, leg, gøgl, dans, kunst, grin og aktiviteter i naturen.

Børn, forældre og bedsteforældre har her muligheden for at være sammen om en uge med masser af kreativitet og leg. Programmet er bygget op, så I får flest mulige oplevelser sammen som familie. Enkelte gange bliver der aktiviteter for henholdsvis børn og voksne. Alle dage begynder med fælles morgensamling og slutter med en godnathistorie. Der vil være henholdsvis et formiddags- og eftermiddagsmodul, hvor I i løbet af ugen i mindre grupper vil komme igennem de samme seks forskellige workshops. Børn skal være fyldt 7 år for at deltage.

WORKSHOPS
Ugens workshops vil være af blandet karakter med det kreative og legende som omdrejningspunkt. Vi skal benytte os af højskolens placering i det skønne Søhøjland, ligesom vi skal gøre fuldt brug af alle skolens faciliteter for eksempel musik- og kunstlokaler og idrætssal. Vi skal altså både male, tromme, grine, svede, bygge, hoppe, danse og synge.

UD I DET BLÅ
Vi tager på en guidet tur til den magiske skov Deep Forest Art Land, hvor vi lader kunsten og naturen udfordre vores fantasi. Se mere Deepforestartland.dk.

AFTENPROGRAM
Om aftenen vil der ligeledes være forskelligt program for alle aldre. En aften vil der være ølsmagning, når børnene er gået i seng, ligesom der er mulighed for at bruge skolens faglokaler på egen hånd, spille i band, male eller tage en hockeykamp. Vi skal også have sangquiz, bål og festaften.

Kursusledere er Marianne Søgaard, Peter Ravn, Johnny Andreasen, højskolelærere og legebørn.

Der tages forbehold for ændringer i programmet.

Praktisk og priser

Få mere information om priser, ankomsttider og kontaktoplysninger her.

Faciliteter

Læs mere om højskolens værelser, faglokaler og naturen rundt om højskolen.

Højskolens køkken

Læs mere om maden, der bliver serveret på højskolens sommerkurser.