Natur- og kulturvandringer

21. – 27. juni 2020

Nyd en uges sommerhøjskole med guidede vandringer i den pragtfulde midtjyske natur. Programmet er krydret med foredrag, koncert og sejlads på Silkeborgsøerne. Dagsture à 10-15 km.

Det midtjyske Søhøjland byder på et væld af store skovområder, flotte udsigter, smukke søer og snoede vandløb, og på vandreturene skal vi helt tæt på. Der er tid til at lade sig begejstre og berige af naturen, nyde madpakken på en bænk, snakke med vandrefællen og sammen med guiden forfølge den spændende historie om Gudenåen, Silkeborg, heden og Himmelbjerget. Der vil selvfølgelig også være rig mulighed for en hurtig dukkert i de mange smukke søer, vi møder på vores vej.

PROGRAM
Dagene begynder med morgensamling og sang i skolens foredragssal. Herefter pakkes lækre madpakker fra højskolens køkken inden dagens vandring. Frokost og kaffe nydes undervejs på flotte, stemningsfyldte steder i naturen.

VANDRETURENE
Vi vil opleve et rigt og varieret udvalg af Søhøjlandets bedste vandreture. Turene har en distance på 10-15 km, og vandreholdene vil være på ca. 20 personer, så vi sikrer en god kontakt til guiden og mellem deltagerne. Natur- og kulturvejlederne lægger undervejs vægt på både naturvejledning om den varierede natur og kulturformidling med fokus på den gode historie, der vækker landskabet og historien til live. Hver dag kan du vælge mellem forskellige vandreture. 

  • Ad trækstien i pramdragernes fodspor til Tvilum kirke
    Vandreruten går langs Gudenåen på den nyistandsatte træksti til den gamle klosterkirke Tvilum kirke. Turen gennem Gudenådalen byder på smukke naturoplevelser og masser af kulturfortællinger.
  • Glarbo (Glasboderne) og Himmelbjerget
    Vi følger i sporet af fortidens glasproduktion til den bjergtagende udsigt fra Store Knøs og videre mod toppen af Himmelbjerget. Vi sejler med Hjejlebådene retur til Silkeborg – en tur der byder på kaffe og sømandsviser.
  • Thorsø-alperne og Vesterskoven
    Vi tage turen gennem Vesterskoven, Danmarks mest kupperede skovområde, hvor vi nyder udsigten fra Frederik VII høj. Derfra tager vi videre tværs over dalen til bakkerne omkring Thorsø, gennem fredskov og forbi små rislende kildevæld, hvor tørsten kan slukkes.
  • På randen af hovedstilstandslinjen
    Turen går over heden på højderyggen, som strækker sig ned gennem Jylland. Her følger vi hærvejen og kanten af isens udbredelse under sidste istid gennem et indsande (vandreklit). Vi slutter turen ved Vrads Købmandshandel, hvor der kan købes is, kolde øl eller måske et “rustent søm”.
  • De to dale og Danmarks reneste sø
    Denne dag skal vi krydse Gudenådalen både opstrøms og nedstrøms Silkeborg By. Vi skal sejle med Solfærgen på Danmarks formentlig ældste færgerute og runde Slåensø.

ØVRIGT PROGRAM
Kurset er en klassisk højskoleoplevelse, der udover vandringer og udflugter byder på foredrag, fællessang og samvær med andre, der deler interessen for kultur- og naturoplevelser.

Højskolen danner i denne uge også ramme om kurset Én på eksistensen, og der vil være fælles morgensamlinger og programpunkter. 

Ugen byder bl.a. på:

  • Morgensvømning før morgenmaden
  • Foredrag med Sociolog Rasmus Villing
  • Grillaften
  • Sankt Hans-fejring med bål og taler
  • Brætspilsaften med nye og gamle spil
  • Lyrikcafé: Vi cykler rundt i livet! ved Victor Boy Lindholm og Søren R. Fauth
  • Festaften
  • Vandring til toppen af Himmelbjerget og sejltur på Silkeborgsøerne med Hjejlebåden. 

SÆRPRIS FOR STUDERENDE
Er du studerende og under 30 år, har du mulighed for at vælge soveplads på en madras i et klasseværelse, der denne uge fungerer som sovesal. Prisen for kurset er så 1450 kr. Ved tilmelding skal du eftersende studiedokumentation med gyldig udløbsdato til info@silkeborghojskole.dk.

Kursusleder er Rasmus Simonsen, højskolelærer.

Der tages forbehold for ændringer i programmet.

Tilmelding

Tilmelding

Praktisk og priser

Få mere information om priser, ankomsttider og kontaktoplysninger her.

Faciliteter

Læs mere om højskolens værelser, faglokaler og naturen rundt om højskolen.

Højskolens køkken

Læs mere om maden, der bliver serveret på højskolens sommerkurser.