Rytmisk musikuge

12. – 18. juli 2020

Glæden ved at spille, synge og fordybe sig i musikken er kernen i denne højskoleuge. Klange, rytmer, melodier og nye musikalske ideer lyder fra alle afkroge af højskolen fra tidlig morgen til sen aften. Kom og stem i!

På den rytmiske musikuge bliver du udfordret musikalsk på mange områder. Både på dit instrument eller som sanger, men også på rytmiske og koordinerende områder. Du vælger dig ind på to sammenspilshold eller korhold, som du følger hele ugen. Herudover kommer der nye korarrangementer, som bliver indstuderet. Der vil være morgensamlinger om forskellige emner samt foredrag af musikalsk reflekterende karakter. Det hele munder ud i en koncert i Virklund kirke samt en afslutningskoncert på højskolen, hvor alle skal på scenen og spille koncert med deres hold. En uge med fuld knald på musikken!

Undervisningen er bygget op omkring en eftermiddagsgruppe, en aftengruppe, formiddagsworkshops og koncertaktivitet. Formiddagene byder på kor, SDS og masterclass, mens eftermiddage og aftener har sammenspils- eller korworkshops på programmet. I alle aktiviteter går det sociale og faglige hånd-i-hånd, og fordybelsen i – og kærligheden til – musikken er i højsædet


HØJSKOLEFORMIDDAGE
Mandag formiddag har du mulighed for at fordybe dig i et bestemt instrument eller musikalsk fænomen, når vi fordeler os ud på forskellige masterclasses. Det er ikke elitært eller højtravende – tværtimod. Vores hold af kompetente og engagerede instruktører deler ud af deres nørdede viden og passion, hvorefter du har mulighed for at komme på banen. Buffeten byder bl.a. på elguitar, bas, klaver, akustisk guitar, vokal, trommer, sampling og sound-painting. Vi introducerer de enkelte masterclasses på ankomstdagen, hvorefter du tilmelder dig dine favoritter.

Tirsdag formiddag får vi besøg af danser og performer Eliza Boye Mouritsen. Hun vil tage os med på en rejse i afrikansk musik, hvor vi skal synge afrikanske sange på både Zulu og Swahili. Vi skal også spille på afrikanske trommer og danse de traditionelle danse, der knytter sig til musikken. Det hele smelter sammen til STOR lyd, og vi roterer undervejs, så du får prøvet det hele. Glæd dig til en aktiv formiddag med fuld gang i hele kroppen!

Onsdag og torsdag formiddag skal vi synge i det store fælles kor. Temaet for musikken vil være “The Ladies with an L”. Vi sætter fokus på kvindelige kunstnere, der har forbogstavet L. Om det bliver en dansk kunstner som Anne Linnet eller den Amerikanske multikunstner Lady Gaga eller en helt tredje vil tiden vise. Glæd jer til to dejlige formiddage med dugfriske arrangementer i selskab med undervisere Simon Nielsen og Christian Steen Noringriis – and all the Ladies with an L!

Der bliver naturligvis også tid til en skøn musikalsk sejltur på Silkeborgsøerne. Vi sejler ud på Gudenåen med det gode skib Hejren og nyder kaffe og kage til tonerne og rytmerne af vores helt eget husorkester. Der er her rig mulighed for at synge en sang eller to – orkestret er parat!

Glæd dig til sommerdage med STOR fælles lyd, entusiasme for musikken og inspirerende samvær på tværs.


ALLE DAGE OVER MIDDAG
Efter frokost og før eftermiddagens workshops får du tid til fordybelse og ro – eller en aktivitet på højskolen. Har du lyst til en gåtur i det smukke midtjyske landskab? Rundbold eller fodbold på plænen? Lidt ekstra øvning på de svære passager? Eller blot en middagslur? Du vælger frit.


EFTERMIDDAGSWORKSHOPS

  • Go Balagan!
    Balkanmusik v. Uffe Holmsgaard Eriksen

    Når bazaren er ved at lukke ved solnedgang i Jerusalem, går sælgerne helt balagan. De råber og skriger, og alt er kaotisk på en sær, dragende måde. Vi vil forsøge at genskabe balagan i et krydderimiks af mellemøstlige, musikalske traditioner; den jødiske klezmer, arabiske toner, græsk-tyrkisk arabesk og balkan beats.

 

  • Zeroes in disguise
    Vokalensemble v. Stinne Louise Schwartz Staunskær

    00’erne er et særligt årti, når det kommer til popmusik. Mange nye kunstnere meldte sig på banen med en mere spændende kompositionstilgang end i 90’erne. Vi skal synge musik af Christina Aguilera, Beyonce og andre af de store kunstnere fra 00’erne, men fælles for musikken er, at det bliver i en ny version – a new disguise. Så hvis du troede, du kendte “Genie in a bottle”, så bliver du udfordret! Holdet er et vokalhold, så vi bruger ikke instrumenter.

 

  • Cuba Latin-Amerikansk
    Sammenspil v. Kasper Brinck Kristensen

    Du kender måske musikken fra dokumentarfilmen Buena Vista Social Club og forbinder den med cubansk musik. Men cubansk musik er meget mere end det. På dette hold udfolder vi Cubas musikalske diversitet, og vi ska bl.a. tale om, hvordan religion spiller ind i musikken og teksterne, der typisk vil være på spansk. Kasper er fast rejselærer på højskolens Cuba-rejse og vil give en guidet tur rundt i musikken fra det farverige land.

 

  • Damon Albarn
    Britpop-sammenspil v. Laurits Emanuel.

    Denne alsidige herre har du mødt før. Måske kender du ikke hans navn, men du kender hans musik. Først som frontfigur i det britiske popband Blur, derefter som medstifter af tegneseriebandet Gorillaz og sidst men ikke mindst som soloartist. Workshoppen her vil undersøge hele spektret af Damon Albarns musik og komme rundt i hjørnerne af hans lydunivers og måde at skrive musik på. Alle instrumenter og sangere er velkomne.

 

  • Jazz bigband style (kun instrumenter)
    Jazz-sammenspil med blæsere v. Scott West

    De store bigbandkoryfæer som Count Basie, Duke Ellington og Stan Kenton får nyt liv i denne workshop. Vi håber at se mange blæsere på denne workshop, hvor vi vil forsøge at genskabe den grandiose bigband-lyd fra jazzens store æra i 40’erne og 50’erne. Du får også mulighed for at snuse til nyere, mere moderne bigbands med kunstnere som Maria Schneider og Geir Lysne.

 

  • REAL country
    Country-sammenspil v. Kajsa Vala 

    Country er en stilart inden for musik, der ofte har en lidt nedladende og negativ klang. Men det vil denne workshop lave om på! Country er nemlig meget mere end Take me home country roads og Jolene. Musikken, der tager sit udgangspunkt i byen Nashville i Tennessee, lever i bedste velgående, og vi skal selvfølgelig spille traditionel country – men også mere moderne toner i stil med Chris Stapleton og Miranda Lambert.

     

AFTENWORKSHOPS

  • Gammel Dansk gør godt!
    Kor og sammenspil v. Uffe Holmsgaard Eriksen og Scott Westh

    Hele ugen sammen skal vi sætte vores hat, som vi vil, når vi titter til hinanden og spiller lidt go’ musik, som gør alle mennesker glade. Raquel Rastenni, Gustav Winckler, Ulla Pia og Otto Brandenburg –  alle de gode, gamle danske hits, vi alle sammen kan synge med på. Dette dobbelthold med kor og orkester leders af storcharmøren Scott Westh og impresarioen Uffe Holmsgaard Eriksen.

 

  • Disco fever
    Kor og sammenspil v. Simon Nielsen

    I midten af 70’erne skete der noget nyt i musikken. Der kom mere fast rytme, som var nem at gå og danse til. Men hvad skete der egentlig, og hvad kom det fra? Vi skal genoplive den gode gamle disco fra 70’erne, se hvor udviklingen gik hen og føle discorytmen på egen krop. I discomusik er der meget af det hele; strygere, blæsere, kor, guitar og percussion. Alle er velkomne til denne dansende discofest!

 

  • Sangskrivning
    Sangskrivningsworkshop v. Laurits Emanuel

    Er det teksten, der driver værket? Eller er det akkorderne? Rytmen? Instrumenternes indbyrdes sammenhæng? Ja, hvad er en god sang egentlig? Det undersøger vi på denne workshop, hvor vi selvfølgelig også skal skrive selv. Ved hjælp af øvelser og kompositionsmetoder skal alle på workshoppen skrive en personlig sang. Du behøver ikke selv at fremføre den (der er mange, der vil hjælpe med den slags), men vi skal meget gerne i mål med en sang.

 

  • Electropop
    Elektronisk pop-sammenspil v. Christian Steen Noringriis 

    Elektroniske musik har mange udtryk og rummer alt – fra den hårdeste techno til den blødeste ballade; fra Kraftwerk i 70’erne til ethvert aktuelt nummer fra spotify. Denne workshop vil sætte fokus på den gode melodi og den gode produktion i elektronisk popmusik. Vi udforsker kunstnere som Bjørk, Massive Attack, Depeche Mode og Daft punk og sammen skaber vi nye farverig versioner med knald på alle sanser.

 

  • Danmark dejligst 
    Sammenspil v. Stinne Louise Schwartz Staunskær

    Gennem tiden har danske kunstnere markeret sig i større eller mindre grad på den internationale musikscene. I 80’erne var det Anne Linnet, TV-2 og Thomas Helmig, der var toneangivende. I 90’erne kom Aqua, Michael Learns to rock og Dizzy mizz Lizzy på banen. De seneste 20 år har der været godt gang i den danske musikscene, hvor kunstnere som Mads Langer, Medina og Carpark North har slået sig godt og grundigt fast som toneangivende musikere. På denne workshop skal vi spille det bedste af dansk musik! Alle instrumenter og sangere er velkomne.  

 

  • Shania Twain
    Countrypop-sammenspil v. Kajsa Vala 

    Den canadiske sangskriver er blandt de bedst sælgende kunstnere i verden. Med mere end 100 millioner solgte albums og hits som You’re still the one og Man! I feel like a woman er hun en stærk kunstner, som de fleste er stødt på. På denne workshop skal vi udforske hendes univers og spille numre fra såvel hendes 90’er-plader og hendes seneste udgivelse fra 2017.


EFTER AFTENKAFFEN 
Sommernatten er vor egen. Vi hygger os i cafeen med jamsessions, åben scene, ost og rødvin eller en god snak i dagligstuen over en kop te – og ikke mindst fest og afslutningskoncert, hvor alle får lov at vise, hvad de har brugt ugen på.

MEDBRING GERNE selv instrumenter, forstærkere, mikrofoner osv. Vi har grej, men kan ikke dække alles behov.


LIDT OM INSTRUKTØRERNE

  • Christian Steen Noringriis
    Uddannet pianist fra Det Jyske Musikkonservatorium. Tidligere musiklærer på Silkeborg Højskole. Aktiv trommeslager og pianist og tidligere sanger i Vocal Line. Christian er højskolemenneske med stort H. Han har øje for alle og elsker at lave visuals til sine workshops.

  • Kajsa Vala
    Sangskriver, guitarist og sanger uddannet fra konservatoriet i Århus. Kajsa har fuld gang i sin solokarriere med to pladeudgivelser i ryggen og mere på vej. Alligevel tager Kajsa sig tid til at komme til Silkeborg for at dele ud af sin erfaring.

  • Kasper Brinck Kristensen
    Uddannet cand.mag i Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet. Musik- og eksistensfagslærer på Silkeborg Højskole. Trommeslager, guitarist og komponist. Kasper elsker musik af hele sit hjerte og brænder for at få alle og alt til at spille sammen og gå op i en højere enhed.

  • Laurits Emanuel
    Uddannet på rytmekonservatoriet i København. Kritikerrost sanger og sangskriver med mange udgivelser på cv’et. Lige nu mest aktiv med bandet The Grenadines. Primært guitarist og sanger, men også musikalsk altmuligmand og aktiv inden for musikteater. Laurits er et passioneret højskolemenneske med en energi, der kan slå selv den tungeste terning til hjørne.

  • Scott West
    Trompetist og jazzmusiker uddannet fra konservatoriet i Århus. Scott er en travl musiker, der bl.a. spiller i New Orleans funk-bandet The Wild Troublemakers og i bigbandet Aarhus Jazz Orchestra.

  • Simon Nielsen
    Uddannet sanger fra Det Jyske Musikkonservatorium. Musik og ølbrygningslærer på Silkeborg Højskole. Bigband-dirigent, trombonist, pianist og tidligere arrangør for Vocal Line. Simon er en af landets bedste fællessangspianister og bliver som regel brugt til højskolekonferencer. Han har også en fællessangstrio med bl.a. Tue West. Simon er et erfarent højskolemenneske og lever og ånder for højskole, musik og øl.

  • Stinne Schwartz-Jensen
    Sanger og sanglærer uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium. Mangeårigt medlem af koret Vocal Line. Stinne elsker den gode brug af stemmens kraft og melodier, der knækker. Hendes dybt engagerede tilgang til vokalorkestre og den enkelte kursists behov har skaffet hende en stor plads i manges hjerter gennem årene.

  • Uffe Holmsgaard Eriksen
    Forsker ved Syddansk og Uppsala Universitet. Aktiv musiker i ensemblet Psalmodie. Hovedinstrumenter: guitar, klarinet, græsk bouzouki og svensk cittern. Uffe elsker skæve taktarter og -historier. Med sin viden og interesse for musik, religion og æstetik kobler han 500-tallets lyrik med moderne østeuropæiske melodier.

Kursusledere er Kasper Brinck Kristensen og Simon Nielsen, højskolelærere.

Der tages forbehold for ændringer i programmet.

 

Tilmelding

Tilmelding

Praktisk og priser

Få mere information om priser, ankomsttider og kontaktoplysninger her.

Faciliteter

Læs mere om højskolens værelser, faglokaler og naturen rundt om højskolen.

Højskolens køkken

Læs mere om maden, der bliver serveret på højskolens sommerkurser.