fbpx

 

Rytmisk musikuge

11. – 17. juli 2021

Glæden ved at spille, synge og fordybe sig i musikken er kernen i denne højskoleuge. Klange, rytmer, melodier og nye musikalske ideer lyder fra alle afkroge af højskolen fra tidlig morgen til sen aften.

På Rytmisk musikuge bliver du udfordret musikalsk – på dit instrument, som sanger, din rytme og koordinering. Ved tilmelding vælger du to workshops inden for sammenspil eller kor, som du følger hele ugen. Derudover vil du på en masterclass få mulighed for at fordybe dig med vejledning af kyndige undervisere. Ugen byder også på korarrangementer samt spændende morgensamlinger, hvor vi sammen bliver klogere på musikalske temaer. Der er selvfølgelig masser af koncerter på menuen, når vi præsentere frugterne af vores arbejde for hinanden.

Undervisningen er bygget op omkring en eftermiddagsgruppe, en aftengruppe, formiddagsworkshops og koncertaktivitet. Formiddagene byder på kor, SDS og masterclass, mens eftermiddage og aftener har sammenspils- eller korworkshops på programmet. I alle aktiviteter går det sociale og faglige hånd-i-hånd, og fordybelsen i – og kærligheden til – musikken er i højsædet.

Programmet bindes sammen af daglige morgensamlinger og flere foredrag, der udfolder forskellige spændende emner af musikalsk reflekterende karakter. Vi afslutter ugen med en fælles koncert i Silkeborg Kirke samt en afslutningskoncert på højskolen, hvor alle skal på scenen med deres hold.

HØJSKOLEFORMIDDAGE
Mandag formiddag har du mulighed for at fordybe dig i et bestemt instrument eller musikalsk fænomen, når vi fordeler os ud på forskellige masterclasses. Vores hold af kompetente og engagerede instruktører deler ud af deres nørdede viden og passion, hvorefter du har mulighed for at komme på banen. Buffeten byder bl.a. på elguitar, bas, klaver, akustisk guitar, vokal, trommer, sampling og sound-painting. Vi introducerer de enkelte masterclasses på ankomstdagen, hvorefter du tilmelder dig dine favoritter.

Tirsdag formiddag byder på et foredrag med Kasper Brinck Kristensen om filmmusik. Få forklaringen på hvordan auditive og visuelle stimuli kan sætte dig i en helt særlig stemning. Kasper underviser til daglig på filmhøjskolen i Ebeltoft og arbejder med netop det særlige ved filmmusik.

Onsdag og torsdag formiddag skal vi synge i det store fælles kor. Temaet for musikken vil være Sveriges sangskat. Vi sætter fokus på vores svenske naboer og den musik, de forsøder vores hverdag med – fra ABBA til Max Martin over Robyn til Lisa Nilsson. Glæd jer til to dejlige formiddage med dugfriske arrangementer i selskab med underviser Simon Nielsen.

Der bliver naturligvis også tid til en skøn musikalsk sejltur på Silkeborgsøerne. Vi sejler ud på Gudenåen med det gode skib Hejren og nyder kaffe og kage til tonerne og rytmerne af vores helt eget husorkester. Der er her rig mulighed for at synge en sang eller to – orkestret er parat!

Glæd dig til sommerdage med STOR fælles lyd, entusiasme for musikken og inspirerende samvær på tværs.

ALLE DAGE OVER MIDDAG
Efter frokost og før eftermiddagens workshops får du tid til fordybelse og ro – eller en aktivitet på højskolen. Har du lyst til en gåtur i det smukke midtjyske landskab? Rundbold eller fodbold på plænen? Lidt ekstra øvning på de svære passager? Eller blot en middagslur? Du vælger frit.


EFTERMIDDAGSWORKSHOPS

  • Toppen af poppen v. Stinne Louise Schwartz Staunskær
    I snart 10 år har tv-programmet Toppen af poppen været en del af sendefladen på TV2. Adskillige kendte og ukendte sange er blevet genfortolket af de forskellige medvirkende danske kunstnere. Vi dykker ned i Toppen af Poppens store katalog af lækre sange og genfortolker dem endnu en gang ved at oversætte dem til en ren vokalbesætning. Med fokus på sangens fortælling vil vi endnu en gang respektfuldt ære sangene i en ny, vokal fremførelse. Alle er velkomne på holdet, men erfaring med sang og kor er en fordel.
  • Balkan v. Uffe Holmsgaard Eriksen
    Vær med til at spille romaernes vilde musik fra Rumænien og Tyrkiet. Det bliver en festlig omgang med vilde triller, hurtige horaer, trillende tårer og djævlen i hælene! Du får en introduktion til sproget, kulturen, historierne og ikke mindst musikken fra Balkan, og vi giver den gas med alt fra klarinet til triangel.
  • Bryan Adams v. Kasper Brinck Kristensen
    Manden med de storslåede ballader, den rustne stemme, vinden i håret – OG manden med musikhistoriens bedste C-stykker. På dette hold skal vi spille Bryan Adams’ største rockballader og gå på opdagelse i C-stykkerne; hans kompositioners berømte ekstra gear, som kan noget ganske særligt. Der er lagt i kakkelovnen til storslået rock sammenspil.
  • The Band v. Asker Bjørk Hansen
    Vi dykker ned i musikernes yndlingsorkester The Band og deres bagkatalog. Gode sange, råt swing og sjælfuld indlevelse er nøgleordene, når vi går på rov i den store sangskat og studerer Robbie Robertson, Levon Helm og de andre gode gutters magiske univers. Vi tager også en afstikker til bandets tid som backingband for Bob Dylan.
  • Sangskrivning v. Laurits Emanuel
    Kom videre med den sang, du har skrevet på i årevis eller få nye idéer til, hvordan du kommer i gang. Uanset om du har skrevet sange i mange år, nogle få gange eller aldrig får du her et trygt men intenst forløb med alle de værktøjer du skal bruge for at gøre din ide til virkelighed. Bliv inspireret til at gøre noget andet end du plejer, mød dig selv i din sangskrivning og få fede inputs fra dine medkursister.
  • Jazz’n’blues v. Andreas Brinck Holt Kristensen
    Vi folder talenterne ud inden for den gamle amerikanske jazz og blues-tradition, hvor de store følelser udtrykkes i bl.a. historiske musicalhits fra Broadway. Vi skal spille musik fra 1930’erne og fra den mere moderne tilgang til jazz. Alle instrumenter, blæsere og sangere er velkomne.

AFTENWORKSHOPS

  • Beach Boys Band v. Kasper Brinck Kristensen
    Gennem seks årtier har dette boyband fortryllet verden med deres fantastiske og enestående musikalske univers. Fra den første plade i 1962 til den seneste i 2012 er bølgerne strømmet igennem deres musik. På denne band-workshop fokuserer vi på at spille musikken. Vil du hellere udforske Beach Boys’ unikke sangtalenter, er det Beach Boys Kor du skal tilmelde dig.
  • Beach Boys Kor v. Simon Nielsen
    En de allervigtigste ingredienser i bandets lyd er deres stemmer. Man skal blot høre ganske få sekunder af et nummer, før man genkender bandet på vokalerne. Beach Boys’ arrangementer, lyd og fordeling af stemmer er unik. Bliv klogere på dette sangunivers på denne kor-workshop. Vil du hellere jamme musikken fra dette bandunikum, er workshoppen Beach Boys Band for dig.
  • It’s a woman’s world v. Stinne Louise Schwartz Staunskær
    Vi hylder de stærke kvinder i musikken! Dem med noget på hjerte, et vigtigt budskab, en stemme i samfundet. Siden 90’erne har Alanis Morisette sunget højt og klart for verden – og gennem sin musik taget svære samfundsemner op til debat. Madonna og Neneh Cherry hører også til holdet af stærke kvinder med stærke holdninger, der modigt har brugt deres stemme og musik til at få deres budskaber igennem. På dette hold har vi ben i næsen, hård hud mellem tænderne og kampgejsten tændt! Alle er velkomne i verdensfredens og ligestillingens navn, men kvinder med hår på brystet har fortrinsret. Holdet er et sammenspilshold med plads til både sangere og instrumenter af enhver art.
  • 70’ernes store klassikere v. Laurits Emanuel
    Man måtte det hele; sprække sine læderbukser midt i en guitarsolo og skyde de nyeste keyboards af bakket op af rockriffs, kor og orkesterarrangementer. 70’erne var knitrende, brunt, vildt uskyldigt og smukt. Vi nævner ingen kunstnere på forhånd, men de burde mere end give sig selv. Især hvis man kender instruktør Laurits Emanuels store inspirationer.
  • Jeg kan se på dine øjne v. Uffe Holmsgaard Eriksen
    Med inspiration fra bl.a. nyere danske folktronica-bands skal vi dykke ned i den sorte muld og lave moderne fortolkninger af danske folkesange og ballader. Måske skal vi møde Germand Gladensvend, Ebbe Skammelsøn og Dronning Dagmar eller gå os ud en sommerdag, mens ravnen flyver om natten. Så tag skalmejen og drumpad’en under armen og oplad din røst til drabelige, dramatiske danske sange.
  • Latin v. Andreas Brinck Holt Kristensen
    Den hemmelige bossanova, den sydende samba og den fyrige salsa. Vi udforsker den store smeltedigel kaldet Latin, spiller forskellige stilarter inden for genren og bliver klogere på forskellen på samba og salsa. Der bliver masser af percussion og spanske sangtekster, når vi på latinholdet giver den gas til sveden drypper af os.


EFTER AFTENKAFFEN
Sommernatten er vor egen. Vi hygger os i cafeen med jamsessions, åben scene, ost og rødvin eller en god snak i dagligstuen over en kop te – og ikke mindst fest og afslutningskoncert, hvor alle får lov at vise, hvad de har brugt ugen på.

MEDBRING GERNE selv instrumenter, forstærkere, mikrofoner osv. Vi har grej, men kan ikke dække alles behov.


LIDT OM INSTRUKTØRERNE

  • Andreas Brinck Holt Kristensen

    Uddannet pianist og SDS-instruktør fra Konservatoriet i København. Andreas er vokset op i det århusianske musikmiljø, hvor hans forældre var indbegrebet af konservatoriet i Århus. Med studierejser til New Orleans, Cuba og Boston har han den amerikanske musiktradition i blodet. Spiller med i bandet NOLA-Århus.
    Asker Bjørk Hansen
    Uddannet trommeslager fra konservatoriet i Århus. Spiller i bandet Cody og Boho Dancer. Derudover er han højskolelærer på Silkeborg Højskole, hvor han underviser i musikfag og valgfaget Medievirkeligheden.

  • Kasper Brinck Kristensen
    Uddannet cand.mag i Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet. Musiklærer på Filmhøjskolen i Ebeltoft. Trommeslager, guitarist og komponist. Kasper elsker musik af hele sit hjerte og brænder for at få alle og alt til at spille sammen og gå op i en højere enhed.
  • Laurits Emanuel

    Trommeslager, sanger og guitarist uddannet fra konservatoriet i København. Spiller til daglig med bandet The Grenadines, hvor de har fuld gang i karrieren. Heldigvis har Laurits stadig tid til at komme forbi Silkeborg og dele ud af sin musikalske viden.

  • Simon Nielsen
    Uddannet sanger fra Det Jyske Musikkonservatorium. Musik og ølbrygningslærer på Silkeborg Højskole. Bigband-dirigent, trombonist, pianist og tidligere arrangør for Vocal Line. Simon er en af landets bedste fællessangspianister og bliver som regel brugt til højskolekonferencer. Han har også en fællessangstrio med bl.a. Tue West. Simon er et erfarent højskolemenneske og lever og ånder for højskole, musik og øl.
  • Stinne Schwartz
    Sanger og sanglærer uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium. Mangeårigt medlem af koret Vocal Line. Stinne elsker den gode brug af stemmens kraft og melodier, der knækker. Hendes dybt engagerede tilgang til vokalorkestre og den enkelte kursists behov har skaffet hende en stor plads i manges hjerter gennem årene.
  • Uffe Holmsgaard Eriksen
    Forsker ved Syddansk og Uppsala Universitet. Aktiv musiker i ensemblet Psalmodie. Hovedinstrumenter: guitar, klarinet, græsk bouzouki og svensk cittern. Uffe elsker skæve taktarter og -historier. Med sin viden og interesse for musik, religion og æstetik kobler han 500-tallets lyrik med moderne østeuropæiske melodier.

Kursusledere er Asker Bjørk Hansen og Simon Nielsen, højskolelærere

Der tages forbehold for ændringer i programmet.

 

Tilmelding

Tilmelding

Praktisk og priser

Få mere information om priser, ankomsttider og kontaktoplysninger her.

Faciliteter

Læs mere om højskolens værelser, faglokaler og naturen rundt om højskolen.

Højskolens køkken

Læs mere om maden, der bliver serveret på højskolens sommerkurser.