Cirkulær Beklædning

Sy for fremtiden

  • Cirkulær Beklædning

  • |

  • 26.07.2026 - 01.08.2026


Vil du gerne medvirke til den grønne omstilling? På kurset Cirkulær Beklædning tager vi et kig på klædeskabet og arbejder med kreative alternativer til at købe nyproduceret tøj i butikkerne.

Syning for alle

Stine Højland er uddannet lærer og står bag re-love-konceptet Atter. Ved hjælp af simple syteknikker og overskuelige symønstre, klæder hun dig godt på til at kunne sy beklædning til dig selv. Vi skal sy af genbrugsmaterialer som sengetøj, duge og gardiner, og undervejs introduceres du til nye teknikker og får gode fif til at få det bedste ud af materialerne.

På kurset skal alle sy beklædning, men du bestemmer selv design og snit. Symønstrene giver en bred vifte af muligheder, og der er modeller for alle aldre og kropstyper.

Fra pjalter til pragt

Hver dag fordyber du dig i dit eget syprojekt, men undervejs samles vi i fællesskab for at lære nye teknikker og tricks. Du bliver også undervist i, hvordan du bedst udnytter genbrugsmaterialerne og hvordan en ellers kasseret ressource på bedste vis kan få nyt liv.

Ved kursets afslutning har du et godt overblik over de mange muligheder, der er inden for syning, og du vil nå at komme i mål med flere konkrete produkter.

Glæd dig til uge i et uformelt arbejdsrum, hvor alle uanset niveau og tidligere erfaringer er velkomne.

Inspiration, refleksion og praksis

Hver dag skydes i gang med et oplæg, der forhåbentlig inspirerer dig til nye vaner og grønnere valg til garderoben. Du opnår en øget bevidsthed omkring tøjproduktion samt indsigt i forbrug og modeindustriens aftryk på miljøet.

Vi vender også blikket ud mod verden og søger inspiration og viden hos lokale aktører, der arbejder med og for genbrug.

Fælles højskoleoplevelser

Sammen med kursisterne på de sideløbende kurser Keramik - Lær at dreje samt Højskolesangbogen byder ugen på fælles programpunkter som morgensamling og aftenaktiviteter, fællessang og foredrag.

Tilmelding

Nyd en sommeruge med kreativ fordybelse og kom hjem med nye skatte til garderoben.

  • Stofsaks
  • Skolen råder over symaskiner, som du kan låne. Du er også meget velkommen til at tage din egen symaskine med. Du vælger ved tilmelding.
  • Der vil være masser af spændende, farverige materialer at arbejde med på kurset, men ønsker du noget særligt, er du velkommen til at medbringe det hjemmefra.

Kursusledere

  • Stine Højland

    www.atter.dk

  • Claus Staal

    Forstander