Pitstop – tilskudsordning*

Ta’ et pitstop på Silkeborg Højskole!

– og find energien og glæden ved dit studie igen

 

Kursusperioder:

  • 18 uger fra midten af august – jul
  • 14 uger fra midten af september – jul
  • 21 uger fra først i januar – ca. 1. juni
  • 17 uger fra først i februar – ca. 1. juni

Selvom du er godt i gang med din videregående uddannelse, har du måske få brug for at bremse op og tænke dig om. Måske fordi du er kommet i tvivl: var det alligevel den rigtige uddannelse? Måske trænger du bare til et break? Du er ikke den eneste. Der er mange studerende, der undervejs i studiet får brug for et kvalificeret pusterum.

Højskolen er en genvej
Højskolen er muligheden for at holde ind til siden og tage et halvt års pitstop. Her er det lysten, der driver værket. Og måske er et ophold med fokus på fællesskab, nye udfordringer og fagligt samvær netop den saltvandsindsprøjtning, du har brug for for at kunne vende tilbage til studiet, afklaret og med ny energi.

Et pitstop er i udgangspunktet et normalt højskoleophold, hvor du sammen med andre højskoleelever fordyber dig og prøver dig selv af inden for forskellige fag og aktiviteter. At opholdet er et pitstop betyder, at du bruger højskoleopholdet til at genvinde motivationen og lysten til at studere, eller til at opkvalificere dit omvalg, hvis du har fortrudt din nuværende uddannelse.

Et pitstop på en højskole er ikke en udvej, men nærmere en genvej til at finde tilbage til lærelysten.

Et frirum med plads til at tænke selv
Højskolen et unikt rum for læring – uden karakterer og eksaminer! Det er her, du finder ud af, hvad du er god til, og hvad du brænder for. Din hjerne vil blive udfordret af nye tanker og idéer. På Silkeborg Højskole lægger vi vægt på, at du oplever et frirum med plads til at tænke selv – med tanke for andre!

At gå på højskole er også at lære noget nyt hver dag. Du kan selv vælge, hvilke fag du vil have, og hvad du vil lære. Der er hverken et pensum eller karakterer, du skal leve op til, og der er heller ikke nogen skarp opdeling mellem undervisning og det fælles liv i resten af døgnet.

På sporet mod din fremtid
Lærerne underviser i det, de brænder for, og er derfor både inspirerende og nærværende. Og endnu vigtigere, så er de og eleverne ligeværdige. På højskolen bliver du taget alvorligt som voksent menneske, og du kan derfor også selv være med til at præge undervisningen.

Med andre ord: Du spilder ikke tiden på Silkeborg Højskole. Tværtimod. Du udfordres intellektuelt og følelsesmæssigt. Du anspores til din videre uddannelse og sættes på sporet mod din fremtid.

Du bliver altså ikke ”sat bagud” på højskole. Du bliver fremsynet, opdateret og oplyst!

*Tilskudsordning:
Som pitstop-elev får du 400,- i rabat om ugen.

 

Fagmuligheder:

Hovedfag:

  • Kunst
  • Friluftsliv
  • Idræt og Vandsport
  • Musik
  • Politik

Eksistensfag:

  • Filosofi
  • Eksistens og æstetik
  • Økologi
  • Psykologi
  • Antropologisk Sociologi
  • Pædagogik
  • Intercultural Learning
  • Social Change through Art
  • Basic Danish

Valgfag:
Studievejledning, Improteater, Kulturjournalistik, Skrivekunst, Fodbold, Volleyball, Svømning for viderekomne/livredning, Svømning for begyndere, Ølbrygning, Tons og tempo, Soloundervisning, Stort fælleskor, Songwriting, Studiekørekort, Lydlab, Ind i musikken, Musikgaragen, Vokalorkester, Canada Explorer, New Zealand Explorer, Adventure race, U-land, Myanmar Volontør, Friluftsliv, Cuba Explorer, Havkajak og kajakpolo, Kortfilm, Foto, Keramik, Tegning og maleri, Religion, Litteratur.

hojskoleophold06

Jannie, 25 år, KA-studerende i pædagogisk psykologi, Aarhus Universitet

”Jeg valgte at tage på højskole, fordi højskoleidéen altid har tiltrukket mig. Jeg er glad for mit studie, men jeg savnede at bruge mig selv på en anden måde.

På Silkeborg Højskole kunne jeg komme ud i naturen, sejle i kajak og kano og svømme hver morgen i skolens svømmehal.

Jeg var egentlig ikke studietræt, men jeg trængte til at mærke, at jeg brændte for mit fag igen. Nu, fire måneder efter, glæder jeg mig meget til at komme tilbage til bøgerne og fordybe mig i det, jeg synes er spændende på det faglige plan.

På højskolen valgte jeg bevidst ikke fag, der havde noget at gøre med mit studie. Højskolen har givet mig en masse muligheder for at prøve nye sider af mig selv af og møde en masse søde og sjove mennesker, som jeg har fået så mange gode oplevelser med.

Som pitstop-elev er du typisk lidt ældre end de andre elever, men det har ikke været et problem for mig. Jeg synes bare, det har været sjovt. F.eks. har jeg afholdt vaskekurser for dem, der aldrig har prøvet at vaske deres eget tøj før. Nu undgår de, at deres hvide skjorter bliver lyserøde.”

hojskoleophold07

Buster, 25 år, BA i Fransk og Kommunikation, afbrudt KA i virksomhedskommunikation, Aarhus Universitet

”Jeg synes, at den kultur, der er på højskolen, hvor vi engagerer os i undervisningen og dagligdagen, er noget, som de videregående uddannelser kunne lære noget af.

I hverdagen på højskolen er der en masse frihed, fordi man ikke skal lave lektier og læse til eksamener, men der er stadig en masse obligatoriske ting, som man forventes at komme til og engagere sig i.

Jeg synes det har været fedt at bytte min hverdag ud med en ny for en stund. Jeg vil bruge det, jeg har fået med mig her resten af mit liv, det er jeg helt sikker på.

Jeg valgte at tage på højskole, fordi jeg var kørt fast i mit studie. Jeg har godt vidst, hvad jeg gerne ville arbejde som i fremtiden, men jeg har ikke helt kunne finde ud af, hvad jeg skulle læse for at blive det.

Højskolen har givet mig mulighed for den afklaring, og nu er jeg helt sikker på, hvad jeg vil læse på min kandidat efter sommerferien.

Samtidig med afklaringen har jeg fået lov at prøve noget af, som jeg altid gerne har ville prøve kræfter med, nemlig friluftsliv, som jeg har som hovedfag her på skolen. Det har været så fedt, og jeg har prøvet mange grænser af og fået en bunke ny viden.”

Fagene på højskolen

Du sammensætter dit eget højskoleophold af hovedfag, eksistensfag og valgfag.

Hovedfag: Kunst

Kunst bevæger sig i spektret mellem idé og eksperimenter til opøvelse af håndværk og klargøring af udstillinger.

Hovedfag: Friluftsliv

Med rejse til Norge. Det midtjyske Søhøjland pirrer vores sanser og udfordrer os, og vi mærker naturens rytme og skiftende farver.

Hovedfag: Idræt og vandsport

Vil du forbedre din kondition og udvikle dig kropsligt og personligt? Så er det her faget for dig!

Hovedfag: Musik

På musiklinjen kan du udvikle dit talent, dit øre for detaljer i musik, instrument-færdigheder og din brede musikalske forståelse.

Hovedfag: Politik

Alle har ansvar. Fordomme skal prøves af i den virkelige verden, for sådan bliver de til holdninger.

Eksistensfag

Du kan vælge to eksistensfag, når du sammensætter dit højskoleophold. Se listen over eksistensfag.

Valgfag

Du kan vælge tre-fire valgfag og fokusere på din interesse eller brede dig ud. Se listen over valgfag.