9/8-2024: UDSOLGT!
Kom og syng med, når Rasmus Skov Borring gæster Silkeborg Højskole for at præsentere sin nye bog om Danmarks syngende folkekultur. Seancen er bygget op som et sangforedrag, hvor pianisten inviterer indenfor i sit mangeårige arbejde med formidlingen af den danske sangskat.
Rasmus Skov Borring har været en del af fællessangen hele sit liv. Han er født ind i den, og har gjort den til sin metier gennem både håndens og åndens arbejde. I sin bog har han reflekteret over, hvad der sker med os, når vi synger sammen. Han tager os med gennem alle aspekter af vores tilværelse som syngende folkekultur. Hvad betyder det for fællesskabet, for identiteten, for selvforståelsen, når vi synger. Hvordan afspejler fællessangen kulturen, naturen, generationerne, og hvad sker der, når den danske sang flytter hjemmefra?
Igennem sangforedraget skal vi synge en række sange med melodier af Rasmus Skov Borring og tekster af blandt andre Tove Ditlevsen, Iben Krogsdal og Grundtvig. Marskens digter, Jens Rosendal, har han dedikeret et helt kapitel til, og netop titlen på bogen, ”Er der steder hvor sandheden synger”, er en hyldest til Rasmus Skov Borrings ven og kunstneriske samarbejdspartner, der døde i slutningen af 2023. Titlen er således også en af deres fælles sange i Højskolesangbogen.
I 2023 boede Rasmus Skov Borring seks måneder i Rom, mens han reflekterede over folkekulturen i Danmark og skrev sin bog. Indholdet endte med at blive otte kapitler, der alle åbner med en sang fra hans hånd som afsæt for at bevæge sig ind i kapitlets fortælling. Indholdet handler både om folkeoplysningen i fællessangen samt baggrunden for et udvalg af hans egne kompositioner. Det kommer til syne i to spor: En bane, hvor han betragter på et overordnet plan, og en bane hvor hans egen person og erfaringer også bringes i spil.
OM RASMUS SKOV BORRING
Rasmus Skov Borring (f. 1981) er pianist, komponist og foredragsholder, uddannet cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet. Han har desuden en række albumudgivelser bag sig med klavermusik. Han modtog i 2019 N.F.S. Grundtvigs Pris for sit arbejde med at formidle fællessangstraditionen både i Danmark og i udlandet. Han er bl.a. komponist bag sangen ”Gi’ os lyset tilbage”, som er blevet optaget i Højskolesangbogen sammen med flere af hans andre sange. Bogen udgives af Eksistensen.
Se mere på www.rasmusskovborring.dk
TILMELDING
9/8-2024: UDSOLGT