fbpx

Frivillig-ugen på Silkeborg Højskole

17.-21. september 2024

Silkeborg Højskole inviterer i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp til kursus for alle med interesse for frivilligt arbejde.

RELATIONER I FOKUS
I løbet af ugen tager vi livtag med begrebet relationer i arbejdet som frivillig. Er der en relation mellem danskerne og verdens fattigste? Kan vi lære noget af hinanden på tværs af generationer? Og hvad betyder de små og store fællesskaber for min hverdag og min livsglæde?

Ugen byder på workshops, foredrag og udflugter, der retter opmærksomheden mod frivillighed og åbner vores forståelse for såvel lokale som globale udfordringer.

STYRK FRIVILLIGHEDEN LOKALT

Der bliver god tid til samtaler, nye bekendtskaber og ture i Silkeborgs skønne natur samt ikke mindst mulighed for at få inspiration med hjem til at styrke det frivillige arbejde lokalt.

Oplevelsen krydres naturligvis med det bedste fra højskolelivet, og du kan glæde dig til dejligt fællesskab, hygge, spændende morgensamlinger og masser af fællessang.

PROGRAM

Tirsdag starter højskoleugen med velkomst ved Jan Hamborg Lundum, viceforstander på Silkeborg Højskole, Ane Kolby Kristiansen, chef for Partnerskaber og Frivillighed, og Karina Skovhauge, chef for Genbrug og Wefood under Folkekirkens Nødhjælp. Om aftenen vil vi i bedste højskoleånd synge af vores lungers fulde kraft. 

Onsdag sætter vi fokus på fremtidens lokalsamfund og frivillige fællesskaber. Vi får her besøg af Tyge Mortensen, foredragsholder og generalsekretær i Selskabet for Fremtidsforskning. Vi skal bl.a. høre om megatrends, der præger de frivillige fællesskaber og hvordan lokalsamfundene kan blive eksperimentarier for nye bæredygtige løsninger på globale problemer. Over middag kan du frit vælge dig ind på forskellige workshops. Om aftenen får vi besøg af Jonas Vejsager Nøddekær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, der vil fortælle historier fra verden.

Torsdag formiddag er der workshops om bl.a. frivillighvervning og upcycling af genbrug samt samtalesalon om højskolesangbogen. Om eftermiddagen tager vi på tur i Søhøjlandet. Aftenen byder på nødhjælpsbingo ved Folkekirkens Nødhjælps Ungenetværk.

Fredag formiddag skal vi i det generationsfilosofiske værksted med højskoleviceforstander Jan Hamborg Lundum. Efter frokost skal vi høre Carsten Theede fra Blaffernationen fortælle om tillid, frygt, mod, grøn omstilling og adfærd med udgangspunkt i blafferi. Fredag aften er den store festaften.  

Lørdag mødes frivillige på tværs af generationer i samtale og aktiviteter omkring klimarelaterede problemstillinger under overskriften Klima på tværs, inden vi ved middagstid siger tak for en skøn uge.

MØD BLANDT ANDRE

  • Tyge Mortensen // Foredragsholder, fremtidsforsker og landsbyekspert
  • Jonas Vejsager Nøddekær // Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp
  • Carsten Theede // social entreprenør, velfærdsaktivist og stifter af Blaffernationen
  • Marianne Søgaard // sanger, sangskriver, komponist og højskolelærer.

UGENS WORKSHOPS

Efter ankomst præsenteres ugens workshoptilbud, og du får mulighed for at vælge dine favoritter.

Vi synger sammen 
Vi synger sange fra Højskolesangbogen, lærer enkle anden-stemmer på nogle af sangene og synger til taget letter 🙂

Samtalesalon
Hvad kan højskolesangbogen lære os om os selv og hinanden? Sangene meddeler sig i et historisk-poetisk sprog; et hjertesprog, som kan gøre os klogere på det liv, vi lever med hinanden. På denne workshop tager vi udgangspunkt i citater fra Højskolesangbogen og taler sammen om, hvad citaterne betyder, og hvad de får os til at tænke på. Via sangene deler vi vores refleksioner med hinanden.

Croquis 
Måske synes du, at det at tegne er både svært og grænseoverskridende. Måske synes du samtidig, at det at stå over for et nøgent menneske er lige så grænseoverskridende. Så skulle man tro, at denne workshop ikke er noget for dig. Men – jeg tør godt love, at du glemmer alt om begge dele, når først vi kaster os ud i tegneøvelser, hvor forskellige greb på form, kraft og rum introduceres, og man skal arbejde hurtigt for at løsrive sig fra egne barrierer. Workshoppen er både for nybegyndere og for øvede tegnere.

At tegne er at øve sig 
Mange er nok bekendte med begrebet “at tegne er at se”. Det kan der være noget om, men selvom man kan se, er det ikke sikkert, man kan tegne. Det kræver øvelse. Vi når ikke at øve så længe i denne workshop, men på en sjov og teknisk måde får du nye tilgange til dét fantastiske at tegne. Jeg håber, gnisten bliver tændt. Så kommer øvelsen bagefter.

Fællesskab i forskellighed 
På denne workshop udforsker vi, hvordan forskellighed kan styrke det frivillige fællesskab og den fælles indsats. Gennem små praktiske øvelser og åbne diskussioner sætter vi spot på det frivillige fællesskab i al dets mangfoldighed. Du får inspiration og konkrete redskaber til håndtere det sjove, svære og positive frivillighedsfællesskab.

Hvervning af frivillige 
Bliv inspireret til at styrke dit frivilligkorps og tiltrække nye, dedikerede frivillige. På denne spændende workshop fokuserer vi på hvervning af frivillige og udforsker nye typer af frivillige roller. Vi vil tale om forskellige metoder til rekruttering herunder brugen af sociale medier, netværksopbygning og målrettet kommunikation. Samtidig ser vi på, hvordan vi kan skabe fleksible og meningsfulde frivilligroller, der appellerer til forskellige aldersgrupper og kompetencer.

Kreativt værksted
Lad kreativiteten blomstre. Vi leger med kunsten at flette med papirsnor gennem grundlæggende teknikker og forskellige projekter. Vores erfarne instruktør guide dig igennem processen uanset dit erfaringsniveau. Vi fokuserer på design, farvekombinationer og æstetik og afslutter med en fremvisning af vores kreationer.

Bæredygtigt forbrug 
Hvordan skal fremtidens bæredygtige forbrug se ud? Kom og hør om konceptet bag bæredygtigt forbrug og den forskel, som frivillige kan gøre. Få indsigt i udviklingen inden for bæredygtigt forbrug samt de udfordringer vi står overfor i dag. I workshoppen indgår smagsprøver og en lille konkurrence med lækre præmier.

TILMELDING og PRAKTISK INFO

  • Vi  åbner for tilmeldinger i uge 31
  • Kurset afholdes fra tirsdag d. 17. til lørdag d. 21. september 2024.
  • Når kurset er fyldt oprettes venteliste.
  • Indløbne tilmeldinger bekræftes pr. mail eller brev inden for otte dage. Med bekræftelsen følger en betalingsoversigt.
  • Prisen for opholdet er 1950 kr. Beløbet dækker undervisning, forplejning og ophold i dobbeltværelse inkl. linned og håndklæde. Der er håndvask på værelset og bad/wc på gangene.
  • Der er begrænset mulighed for overnatning i enkeltværelse mod et tillæg på 400 kroner.
  • Deltagerbrev udsendes pr. mail 14 dage før kursusstart.

Tilmelding

Tilmelding

FOLKEKIRKENS NØDHJÆLP støtter verdens fattigste i deres kamp for et værdigt liv og hjælper mennesker i nød. Vi giver akut nødhjælp i katastroferamte områder og langsigtet udviklingshjælp i fattige egne for at skabe en mere ligeværdig og bæredygtig verden.