fbpx

Fællesskabet

Højskolen lever 24 timer i døgnet

Som elev på Silkeborg Højskole kommer du til at bo under tag med en masse nye venner – døgnet rundt. Det kan være overvældende i begyndelsen. Men du vil hurtigt opdage, at fordi undervisning og fritid hænger sammen, bliver et højskoleophold til noget særligt. En spændende diskussion fra et fag fortsætter over frokosten, og om aftenen øver man lige en ekstra gang inden næste musiktime.

På Silkeborg Højskole bliver du en del af et ”vi”, når fællesskab og samarbejde skaber rytme i ugens aktiviteter.

Dagen starter med morgensamling, der er fælles for alle. Morgensamlingen kan være en fortælling, et aktuelt synspunkt, en kortfilm, et stykke musik eller noget helt andet. Lærerne og eleverne står for morgensamlingerne.

I de bløde sofaer i dagligstuen kan du finde elever, som har fundet sammen om et brætspil eller nogen, der er begravet under hver sin avis. Andre kaster sig over klaveret og en fællessang.

En gang om ugen holder vi fællesmøde. Her taler vi om hverdagen på højskolen, og der er plads til, at både elever og medarbejdere kan sætte dagsordenen.

Alle elever hører til i en husgruppe med hver sin kontaktlærer. Udover at være fælles om praktiske opgaver som rengøring og opvask mødes husgruppen en gang om ugen og taler om stort og småt. Husgruppen er dermed et ugenligt holdepunkt, der bl.a. skal sikre social trivsel for alle. 

Hver onsdag er der fællesaften på højskolen. Her kan programmet være alt fra kendte foredragsholdere, musikere, skuespillere og politikere til international aften og rollespil.

Fredag aften holder skolens café åben. Skolens elever står bag caféen og arrangerer temafester, spilleturneringer, jamsessions og lyrikoplæsninger. Her er både plads til at danse og snakke.

Fagene på højskolen

Du sammensætter dit eget højskoleophold af hovedfag, eksistensfag og valgfag.

Hovedfag: Kunst

Kunst bevæger sig i spektret mellem idé og eksperimenter til opøvelse af håndværk og klargøring af udstillinger.

Hovedfag: Friluftsliv

Med rejse til Norge. Det midtjyske Søhøjland pirrer vores sanser og udfordrer os, og vi mærker naturens rytme og skiftende farver.

Hovedfag: Idræt og vandsport

Vil du forbedre din kondition og udvikle dig kropsligt og personligt? Så er det her faget for dig!

Hovedfag: Musik

På musiklinjen kan du udvikle dit talent, dit øre for detaljer i musik, instrument-færdigheder og din brede musikalske forståelse.

Hovedfag: Politik

Alle har ansvar. Fordomme skal prøves af i den virkelige verden, for sådan bliver de til holdninger.

Hovedfag: Change Makers

Bliv klogere på projektledelse, gruppedynamik, social forandring og menneskerettigheder i et internationalt miljø. Undervisningen er på engelsk.

Eksistensfag

Du kan vælge to eksistensfag, når du sammensætter dit højskoleophold. Se listen over eksistensfag.

Valgfag

Du kan vælge tre-fire valgfag og fokusere på din interesse eller brede dig ud. Se listen over valgfag.