Med ungdomsoprøret i 1968 blev skammekrogen sendt hen, hvor peberet gror; desværre lykkedes det aldrig at komme helt af med den. Sandheden er nemlig, at skammen lever i bedste velgående, og at den måske aldrig har fyldt mere, end den gør netop nu – i vores sind og i vores samfund. For skam er altid knyttet til blikket og angsten for at blive afsløret.
Sociale medier har givet os en voldsomt visuel kultur, de har gjort det muligt at sammenligne os med alle i hele verden, hele døgnet rundt, og de har givet os en konsekvensfri mulighed for at reagere uden filter. Tilsammen får disse tre ting skammen til at vokse på alle niveauer i vores liv.
Samfundsplan
På samfundsplan er vi gået fra individuel skyld til kollektiv skam. Skyld er resultatet af overtrædelsens logik, mens skam er knyttet til angsten for kontroltab: Tænk, hvis nogen fik fat i et nøgenbillede af mig. Eller hvis jeg kom til at dele den forkerte besked med min revisor. Hvad nu, hvis hele verden pludselig fik at se, hvad jeg laver på nettet om natten?
Vi har igen fået et moralsk blik på vores egen fremtræden: Undgå for alt i verden offentlig udhængning og shitstorme, for folkedomstolen rammer øjeblikkeligt og uden rettergang, og straffen er potentielt uendelig.
Store mænd falder på stribe i disse år – Jes Dorph-Petersen, Martin Brygmann, Jonathan Spang. Heldigvis er det efter MeToo krænkeren, der skal skamme sig, og ikke den krænkede. Det er et gigantisk fremskridt. Men vores trang til at finde syndebukke er ikke blevet mindre af den grund.
Mellemmenneskelige plan
På det mellemmenneskelige plan møder vi skammen hver dag. I de små situationer, hvor vi føler os sårede, er det faktisk skamfølelsen, der bliver ramt. Vi reagerer enten med vredesudbrud udad mod andre eller ved ubevidst at vende skammen indad som selvbebrejdelse. Opdager vi det ikke, kan det sætte sig som styrende og destruktive personlighedstræk – som skamløshed eller skamfuldhed. Og så ender vi let i den yderliggående manosfære på nettet, hos de gule veste i Frankrig og hos vrede mænd i Tyskland, der ikke længere gider skamme sig over fortidens fortrædelser, men atter vil være stolte. Eller vi møder det i form af en voldsom og hidtil uset selvskadende virksomhed (overspisning, anoreksi og andre former for selvødelæggelse) Ære og skam er vendt tilbage.
Mytologiske og eksistentielle plan
På det mytologiske og eksistentielle plan kender vi skammen fra fortællingen om uddrivelsen af Edens Have. Her blev mennesket skammet ud af Paradis og levede derefter i eksil som de skamfulde – uden mulighed for at vende tilbage. Og det er præcis det, der sker for ethvert barn, der har oplevet et uskyldstab: Der er ingen vej tilbage til barndommens paradis, når skammen først har formørket blikket.
Det bliver en uge, hvor vi lover, at du får én på eksistensen. Vi skal se på skam fra et filosofisk, teologisk, psykologisk og sociologisk perspektiv. Vi skal lytte til førstehåndsberetninger om alkohol, misbrug, seksualitet, traumer og afhængighed. Vi skal undersøge, om det er skammens skyld. Og så skal vi sammen finde ud af, hvad skammens modsætning er – og hvorfor man nogle gange må ind i mørket for at finde modet til at gå ud og leve.
Tilmelding
Vi har endnu ikke åbnet for tilmelding til dette kursus.
Nyd en sommeruge med med højt til loftet og dybde i tanken med
fuldt drøn på filosofi, psykologi, eksistensteologi og de store litterære klassikere.
Interesseret i sommerkurser 2027?
Hvis du allerede vil sidder klar, når vi åbner for tilmeldingerne til sommerkurserne for 2027. Udfyld denne formular, så vil du høre fra os, så snart vi åbner op.
Kursusledere
www.christianhjortkjaer.dkChristian Hjortkjær
Højskolelærer // Vejleder // Mentor