Bogreception

  • 8. december 2025

  • |

  • kl. 19.30 - 21.30

Tidens religiøse tone – På vandring i Højskolesangbogen

Fællessangen blomstrer i Danmark og afspejler et religiøst landskab i forandring. Troen har fået nye former og et nyt sprog, hvor kroppen og sanserne spiller med.

I sin nye bog undersøger musiker og cand.theol. Marianne Søgaard, hvordan religiøse temaer trænger ind i nutidens fællessang gennem fem nyere sange fra Højskolesangbogen.

Søgaard undersøger, hvordan tro, eksistens og fællesskab mødes i sangen; fra Grundtvigs salmer til nutidens sange. Bogen tegner desuden et billede af, hvordan danskerne i dag bruger fællessangen til at nærme sig livets store spørgsmål, både inden for og uden for kirken.

Bogen udkommer 2. december, 2025 på forlaget Eksistensen.

Aftenens værter

I en samtale med forstander på Silkeborg Højskole, Claus Staal, vil Marianne Søgaard fortælle om bogens idé og læse op fra enkelte passager. Aftenen byder på fremførelser af højskolens vokalensemble, og sammen skal vi synge nogle af de sange, som bogen undersøger: Et hus at komme til, At dø er at rejse, Åbent hjerte og Hold håbet op.

Højskolen er vært ved kaffe og kage.

Tilmelding skal ske senest onsdag 3. december via formularen nedenfor. Der er begrænsede pladser, der tildeles efter først til mølle-princippet. Højskolen kontakter dig, hvis du er kommet på venteliste.

Tilmeld dig nu

Bogreception