Søhøjlandet på MTB

Fællesskab på farten

  • Søhøjlandet på MTB

  • |

  • 12.07.2026 - 18.07.2026

Fællesskab på farten

Nyd en uges sommerhøjskole i Søhøjlandet fra sadlen på din mountainbike. Det bliver en uge spækket med kørsel på de lækreste spor og skovstier krydret med workshops og inputs om teknik, kultur og natur. Aftenerne bruger vi sammen på wellness med musik, hjemmebrygget øl, foredrag og en aftentur, hvor vi cykler solen ned. Vi skal også ud at sejle på Gudenåen med vores cykler ombord.

Danmarks Outdoorhovedstad

Silkeborg kommune, Silkeborg Sti- og Sporbyggerlaug (SSSL) og Naturstyrelsen har sammen skabt et enestående mountainbike paradis. Vores færden rundt i Danmarks Outdoorhovedstad bringer os dermed forbi den worldcup-certificerede BikePark, det næsten 20 km lange blå flowspor i Vesterskoven, ét af de 10 spir på Danmarks Tag og Nordskovens bjergtagende linjer – men det finurlige er kombinationen af spor som disse og den graciøse omkringliggende natur og bylivet. Det midtjyske Søhøjland byder på et væld af store skovområder, flotte udsigter, smukke søer og snoede vandløb, og på cykelturene skal vi helt tæt på. Der vil selvfølgelig også være rig mulighed for en hurtig dukkert i de mange smukke søer, vi møder på vores vej.

Højskoleliv

Kurset er en klassisk højskoleoplevelse, der udover cykelfællesskabet også byder på morgensvømning i Langsøen for de friske, foredrag, festaften, fællessang og samvær med andre, der deler interessen for kultur- og naturoplevelser. Højskolen danner denne uge også ramme om sommerkurserne Natur- og kulturvandringer og Keramik, og der vil være fælles morgensamlinger, spisning og foredrag.

Cykelruter

Dagsprogram og ture veksler i længde og indhold, og det er muligt at variere sit program i intensitet med valg af workshops og guidede ture. Kurset er åbent for alle uanset niveau og erfaring, og vores dygtige lokale guider vil ansvarsfuldt og trygt tage jer med rundt.

Der er så meget vi gerne vil vise jer, og vi har udvalgt ruter og områder til jer, som vil blæse jer bagover, hvis I er bare en smule til naturskønhed og cykeludfordringer.

Dagene begynder med dejlig morgenmad og madpakkesmøring. Programmet åbner med morgensamling og sang i skolens foredragssal, inden vi svinger os i sadlerne. Frokost og kaffe nydes de fleste dage undervejs på flotte, stemningsfyldte steder i naturen.

Lej en cykel

Hvis du ikke har din egen mountainbike, er det muligt at leje en af højskolens. Vi har MTBs i forskellige størrelser, der udlejes efter først til mølle-princippet ved tilmelding. Vi ser dog helst, at du medbringer din egen mountainbike. Alle cykler kan bo i vores aflåste cykelskur ude – alternativt er det også muligt at tage sin rengjorte cykel med ind på skolen på et anvist areal.

Program

Vi er i fuld gang med at udvikle et spændende ugeprogram. Det sender vi til deltagerne senest fem uger før kursusstart.

Tilmelding

Brug en uge af din sommerferie på fællesskab, højskoleliv og guidede MTB-eventyr i Danmarks Outdoorhovedstad.

Medbring

  • MTB
    • Du kan medbringe din egen mountainbike eller leje en af højskolens cykler. Højskolens mountainbikes har flade pedaler/flats og kan bruges med almindelige sportssko.
  • Cykelhjelm
    • Højskolen har også cykelhjelme, du kan låne
  • Cykellygter, hvis du vil med ud på aftentur, når vi cykler solen ned
  • Cykeltøj til al slags vejr
    • Vi anbefaler cykelbukser med pude
  • Ekstra cykelslamger til din cykels hjulstørrelse ved punkteringer. Vi har til højskolens MTBs
  • Evt. cykelsko og cykelhandsker
  • En lille taske, der sidder godt til kroppen (til madpakke, drikke, evt. badetøj og håndklæde)
  • Drikkedunk
  • Solbriller

Kursusleder

  • Camilla Gry Elmann

    Højskolelærer

    D-MTBing Instruktør 1