

Historie, gastronomi og fællesskab
Tag med på studierejse til Baskerlandet og oplev en af Europas mest fascinerende regioner.
Klemt mellem Spanien og Frankrig ligger et folk med sit eget sprog, sin egen kultur og en historie, der stadig præger samfundet i dag.
Her møder vi fortællingen om identitet, frihedskamp, gastronomi, fodbold og fællesskab – alt sammen omgivet af spektakulære kystlandskaber og levende storbyer.
Vi skal være nysgerrige på en befolkning, maden og kulturen, samtidig vandrer vi ud på en pilgrimsrute, hvor man kan være nysgerrig på sig selv, naturen eller os du går med.
På denne højskolerejse kommer vi tæt på et område, som mange har hørt om, men få virkelig kender.


Hvem er baskerne?
Et folk, en kamp, en bevægelse der gik for langt.
Baskerne er et af Europas ældste folkeslag. De betragter sig hverken som spaniere eller franskmænd, men som baskere. De taler heller ikke spansk eller fransk, de taler euskara, som under Francos diktatur var forbudt at tale og synge på gaden.
Forbuddet kvalte ikke kulturen, men fødte i stedet en modstandsbevægelse, der til sidst tog form som ETA (Euskadi Ta Askatasuna). ETA var en militant bevægelse, som i årtier stod bag attentater, der kostede over 800 mennesker livet.
Vi skal sammen forsøge at forstå, hvad det vil sige at kæmpe for sin identitet, og hvornår en frihedskamp bliver til terror.


San Sebastián: Pintxos og gastronomisk stolthed
Vi vandrer gennem San Sebastiáns gamle bydel og smager os frem langs lokale barer, hvor pintxos er stablet i farverige tårne. Her er mad ikke bare mad, men identitet og fællesskab, og vi får et indblik i en madkultur, der i dag er blevet et forbillede for hele verden.


Bilbao: Byen der genopfandt sig selv
Bilbao er historien om forandring. Fra at være en sygnet industriby har Bilbao genopfundet sig selv med Guggenheim-museet som det nye fyrtårn.
For få årtier siden var byen præget af tung industri og økonomisk tilbagegang. I dag er Bilbao blevet et internationalt eksempel på, hvordan kultur, arkitektur og visioner kan skabe nyt liv i en by.
Vi udforsker byens moderne kvarterer, går langs floden og oplever, hvordan fortid og fremtid mødes side om side.
Her bliver det tydeligt, hvordan en region kan genopfinde sig selv uden at miste forbindelsen til sine rødder.
Bilbao giver os samtidig mulighed for at diskutere byudvikling, identitet og kulturens rolle i samfundet – emner der er relevante langt ud over Baskerlandets grænser.


Athletic Club: Meget mere end fodbold
Vi slentrer langs floden og slutter dagen af på San Mamés i Bilbao ved den ikoniske Athletic Club. Fodboldklubben er kendt verden over for sin helt særlige filosofi.
I mere end 100 år har Athletic Club primært spillet med spillere, der har baskisk tilknytning. Det gør klubben til langt mere end et fodboldhold, det er et udtryk for en dybfølt stolthed over at repræsentere sit folk.
Selv hvis du ikke interesserer dig for fodbold, er besøget en mulighed for at forstå, hvordan sport kan være med til at samle mennesker omkring en fælles historie og kultur.


Camino del Norte
Måske har du gået Amarminoen eller Camønoen?
Men i Baskerlandet ligger noget af den vaskeægte rute Caminoen.
Vi snører vandrerskoene og går et stykke af den gamle pilgrimsrute langs den kantabriske kyst, et af Europas smukkeste kystlandskaber, som bedst opleves til fods.
Når vi vandrer sammen, oplever vi landskabet i et tempo, hvor der er plads til samtaler, refleksion og fællesskab.
Rejsedatoer
Forår 2027: datoer kommer
Rejselærere

Asker Bjørk Hansen
Højskolelærer
