fbpx

Én på eksistensen

Køn, klasse og karakter

29. juni – 05. juli 2025

Tag del i en unik højskoleoplevelse med fuld drøn på filosofi, psykologi, eksistensteologi og de store litterære klassikere. Det bliver en uge med højt til loftet og dybde i tanken og med plads til daglige debatter og natlige diskussioner.

Køn og klasse – de tunge 70’er-drenge – er tilbage. Dengang lød parolen: ”ingen kvindekamp uden klassekamp”, rødstrømperne krævede lige forhold for alle, de insisterede på, at det private var politisk – og på den måde rykkede kampen ind i hjemmet og i familien.

I dag raser debatten igen. Glenn Bech anerkender ikke længere vores autoritet, Emma Holten kræver anerkendelse for det oversete omsorgsarbejde, og kampen om klasse og køn er igen blevet brændende platforme. Desværre bliver det ofte en kamp mellem to modsatrettede poler: mænd og kvinder, land og by, woke og boomer. Der er med andre ord brug for, at vi giver de gamle begreber én på eksistensen ud fra den tanke, at forståelse fremmer samtalen.

Det interessante og, indrømmet, naive er, at vi jo faktisk gik og troede, at problemet var løst; at alle nu var lige og frie til at forfølge deres drømme. Men det har vist sig, at køn og klasse altid optræder i samspil med andre identitetsmarkører som race, seksualitet, etnicitet og neurodivergens. Vi er med andre ord rykket endnu længere ind i selvet, helt ind i det, der angår menneskets identitet og karakterdannelse.

For i virkeligheden er der måske ikke kun tale om en ydre, men også om en indre kamp. Ikke kun en kamp for retten til egne pronominer og imod de andres privilegieblindhed. Måske er der også et eksistentielt niveau, hvor man selv er spændt ud mellem socialitet og autonomi, arv og miljø, frihed og nødvendighed? Hvor kløften så at sige går direkte ned gennem det enkelte selv, der føler sit køn og sin klasse spaltet mellem påvirkelig kultur og ufravigelig genetik. Hvor man må stille spørgsmålet: Er jeg selv dybest set fri eller bundet? Er jeg benhård biologi eller en social konstruktion?

I denne uge samler vi alle aldre mellem 18 og 88 år til en uges intens eksistenskursus. Vi inviterer nogle af landets bedste formidlere inden for litteratur, filosofi, biologi, psykologi og teologi til at udfordre vores fordomme om køn og klasse og gøre os klogere på den uudgrundelige og gådefulde eksistens, der udgør selve menneskets karakter.

Vi vil vide, hvorfor køn for nogle er en selvfølgelighed, mens det for andre er blodig og biologisk alvor. Vi vil vide præcis hvor dybt traumatiserende det kan være at komme fra en bestemt social baggrund. Og vi vil vide, hvor modet til at overvinde begge dele kommer fra. Det mod som er forudsætningen for enhver sand identitetsdannelse.

UGENS OPLÆG

Inderst inde er vi alle langt ude – Kierkegaard, Freud og Imre Kertész
// Lilian Munk Rösing, kulturkritiker og lektor i kunst og kulturvidenskab

Krig og andre mandefantasier
// Kasper Green Munk, forfatter, foredragsholder, ph.d.

Prinsesserne fra blokken. En historie om klasse, fald og forsoning
// Eva M. Rødbro, dokumentarfilminstruktør og tv-tilrettelægger

Min hud er ikke din
// Tomas Lagermand Lundme, forfatter, dramatiker, billedkunstner

At blive sig selv er at blive en anden – Kierkegaard og identitetsdannelsen
// Joakim Garff, lic.theol, lektor og leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret

Kvindebilleder – fotografier af moderskab og pigeliv
// Anne Green Munk, forfatter, foredragsholder, ph.d.

Klasser på kollision: Når underklassen forsvarer, og overklassen fordømmer
// Nicolai Westmark, cand.scient.pol. og højskolelærer

Det dæmoniske pigedyr
// Rebekka Boyding, forfatter, dramatiker, sceneinstruktør og sanger-/sangskriver

Bøgerne som en vej ud af middelklassens inferno og ind i et nyt. Om alkoholisme og andre misbrug
// Søren R. Fauth, lyriker, dramatiker, oversætter dr.phil.

I mangel af fædre – Med far på druk og mor på overarbejde
// Christian Hjortkjær, ph.d. og kursusleder

UGENS RAMMER

Det bliver en uge med livgivende samtaler, et højt fagligt niveau og eksistentielle saltomortaler. Til det har vi brug for den næsten klosteragtige rundgang, som højskolen tilbyder med sine daglige morgensamlinger, måltider og fastlagte kaffepauser for på den måde at sætte tanken fri til fordybelse, forundring og fortabelse. Vi har derfor også allieret os med Silkeborg Højskoles egen ølentusiast, som lover fadøl i spitzenklasse.

Derudover vil ugen byde på aftenhygge, film, udflugt, søbad, sauna, bålaften og koncert, inden vi slutter ugen af med en ordentlig festmiddag.

Kursusledere er Søren R. Fauth, digter, dr.phil. samt Christian Hjortkjær, højskolelærer, forfatter, ph.d.

Programmet opdateres løbende. Deltagere modtager det endelige ugeprogram fem uger før kursusstart.

PRISER
Få hele oplevelsen for 5.000,- kr. Læs om øvrige priser.

Er du endnu ikke fyldt 30 år, er der i begrænset omfang mulighed for at vælge overnatning på sovesal til nedsat pris.

En på eksistensen

En på eksistensen

Praktisk og priser

Læs om priser, betaling, afbudsregler mv. gældende for ugekurser.

værelser og Faciliteter

Læs om værelser, undervisningslokaler og naturen der omgiver højskolen.

Højskolens køkken

Læs om maden vi serverer på højskolens ugekurser.