fbpx

IDRÆT OG VAND­SPORT

Idræt og vandsport

I Idræt og vandsport prøver du alskens sportsgrene af: Fra beachvolley til yoga og måske en gang kajakpolo. Vi spiller alternative boldspil, ror i kajak, fridykker i svømmehallen og løber orienteringsløb og meget andet.

Hvad er tanken bag?
Idræt og vandsport handler først og fremmest om glæden ved at bevæge sig. Her vil du prøve mange forskellige idrætsgrene og have oplevelsen af et unikt fællesskab. Det handler både om at udfordre dig selv, men også om at samarbejde og kommunikere med dine kammerater. Du vil opleve, hvad din krop kan, og du vil blive udfordret på nye måder.

Hvad skal vi lave?
I Idræt og vandsport arbejder vi med idræt inden for følgende områder:

Idrætscross er fysisk udfordrende aktiviteter i naturen med fokus på mountainbike, orienteringsløb, havkajak og adventure race. Vi sætter fokus på at mestre teknikken først, derefter skruer vi op for tempoet.

Vandsport er alternative og traditionelle aktiviteter i svømmehallen: Svømning, kajakpolo, udspring, fridykning, synkronsvømning, leg og vandboldspil. Vi arbejder med fire grundlæggende færdigheder: Balance, vejrtrækning, elementskift og bevægelse.

Boldspil byder på leg og eksperimenter med bolden og med samspillet i centrum; fx beachvolley, basketball samt skøre og skæve boldspil. Vi arbejder med gruppedynamik, kommunikerer og diskuterer, og vi udvikler nye spil sammen. Alt sammen mens vi har det sjovt og holder intensiteten høj.

Grundtræning fokuserer på kroppens kapacitet, og på hvordan vi kan påvirke den gennem forskellige former for træning. Funktionel cirkeltræning, styrketræning, dans, yoga og intervalløb er træningsformer, vi prøver kræfter med.

Kræver det særlige forudsætninger?
Idræt og vandsport er for alle. Men da det både er idræt på lands og til vands, skal du være glad for at bevæge dig. Det er en fordel, hvis du kan svømme, og du skal have mod på at lave aktiviteter i vand.

Højskolens faciliteter til Idræt og vandsport
Silkeborg Højskole byder på alle de faciliteter, vi skal bruge.

  • Vi har bl.a. egen svømmehal med 25 meter bassin, vipper og kajakker.
    Bemærk: Svømmehallen renoveres fra maj 2025 og året ud. I den periode vil undervisningen i udvalgte vandsportsaktiviteter derfor foregå på andre lokationer. 
  • Højskolens boldhal bruger vi til boldspil, grundtræning og anden bevægelse.
  • Skolen har sit eget moderne fitnesslokale med alt udstyr til cardio, crossfit, vægtløftning og styrketræning.
  • Det store udendørs græsareal omkring skolen åbner op for både leg, boldspil og grundtræningsaktiviteter. Her ligger også skolens to beachvolleybaner.
  • Silkeborgs og Søhøjlandets fantastiske natur ligger lige uden for døren, hvor skov- og søområder indbyder til masser af bevægelse og aktivitet.

Tilmeld dig

Tilmeld dig

Peter Ravn

Peter Ravn

Underviser

Camilla Gry Elmann

Camilla Gry Elmann

Underviser